Om Danneskiolds Aftryk

C.C.S. Danneskiold-Samsøe var ejegod, men havde et noget svagt helbred, hvor han måtte aflyse aftaler.

Den Danneskioldske Kanal gav ham også så mange bekymringer og udgifter, at det nok var med til at tage livet af ham i 1823, 49 år gammel.

N.F.S. Grundtvig skriver således i et udkast til mindeskrift:

»Havde Greven af Egennytte anstrænget sig over Evne, da var han at laste, men gjorde han det af Gavne-Lyst, med Udsigt til at overkomme det, som kun forsvandt ved uformodenlige Tilfælde, da bør han vist ei roses mindre, fordi han, ved (at) aabne hint gamle Løb, aabnede sig selv en Sorgens Kilde, hvoraf han drak, om ikke Døden, saa dog en Smerte-Kalk, som har for ædle Hjerter Dødens Bitterhed.«

Grundtvig nævner også, at greven allerede i 1811 kunne have solgt brænde til et beløb, der ville have bragt hans økonomi i den bedste orden, men at han undlod det for ikke at bebyrde bønderne med pligtkørsel.

En lille pudsighed:  Den Danneskioldske Kanal blev formodentlig brugt til at fragte brændbart træ til bla. landets og hovedstadens første sygehus: Frederiks Hospital.

For at lette brændetransporten fra Næsbyholms Skove lod han Susåen opgrave fra Bavelse til Næstved, og "Den danneskjoldske Kanal" befaredes første gang den 11. september 1812. Havn og sejlrende i Karrebæksminde blev samtidig flyttet fra syd til nord for Enøs nordlige del Ljungshave (hvor vi i dag finder campingplads og ferieboliger). Dette store projekt kostede ham rigtigt mange anstrengelser, penge og spekulationer - ja, efter hans død overtog staten endda hele kanalen, samt Næsbyholm og Bavelse godser, der var stillet som pant for de mange lån i en periode med stor inflation og Kurantbankens bankerot. Læs mere nedenfor.

Den Danneskioldske Kanal

En festdag

Fredag den 11. september 1812 var der vældigt liv og røre ved Susåen. På den lange strækning fra åens udløb af Bavelse sø og til Herlufsholm, hvor åen bred og vandrig glider af sted gennem frugtbare marker og brede enge, stod egnens befolkning opstillede og ventede på, at noget skulle ske. Det var et herligt, solklart og varmt eftersommervejr med en let vestenvind, og de forsamlede ventede på en festlig begivenhed. Kisteklæderne var kommet frem, og børnene løb forventningsfulde frem og tilbage langs åen.

Endelig skete der noget. Et par heste kom frem ad den nylig anlagte sti langs åbredden og trak efter sig en stor pram, som blev styret af to mand, en i forstavnen med en stage og en i bagstavnen, som passede roret.

Prammen var fyldt med mennesker i deres fineste stads, herrer i flotte uniformer med trekantede hatte, og damer i smukke dragter. I alt var der 80 personer, som ejeren af godserne Næsbyholm og Bavelse, grev Danneskiold-Samsøe, havde inviteret til at sejle med fra Bavelse til Næstved om bord på denne bekvemt indrettede pram.

Der blev råbt hurra og svinget med hattene, mens selskabet gled forbi. Bondekonerne syntes nok, at det gik alt for hurtigt til, at man rigtigt kunne se alle de fine mennesker, pigerne nejede kønt for det høje herskab, og drengene fulgte i passende afstand båden på vej.

Det var en usædvanlig begivenhed, der blev fejret: Indvielsen af Den Danneskioldske Kanal. Den var resultatet af et kæmpemæssigt gravearbejde, som havde gjort Susåen sejlbar for store pramme fra Tystrup-Bavelse søerne til Næstved. Herfra var der i forvejen pramfart til Karrebæksminde, der var Næstveds havneby.

Nyhedsbladet »Dagen« skriver et par dage efter: »Det skønneste vejr begunstigede denne fart gennem de yndigste enge og frugtbare marker, forbi landsbyer og herregårde, der frembød de behageligste afvekslinger. ... Under musik og sang nåede toget efter 6 timers fart Herlufsholm bro, hvor det hilstes med kanonskud og modtoges med gentagne hurraråb af en talrig skare af Næstveds indvånere. Noget derfra steg selskabet i land og tilbragte endnu et par timer i skoven, hvorefter man skiltes ad.«

Det var greve C. C. S. Danneskiold-Samsøe, som på eget initiativ og med store omkostninger havde ladet dette imponerende kanalarbejde udføre.

Artiklen i "Dagen« fortæller, at den første transport på kanalen havde været en pram med 22 favne brænde (ca. 49 m³), som skulle uddeles til de fattige i Næstved. Den slutter: »Sikkert følte enhver tilstedeværende en forøget højagtelse for den mand, der fattede og udførte denne plan, den ædle, hos hvem den egne interesse er så langt underordnet den almene, og som ingen opofrelse anser for stor, når det gælder om at gavne ved dåd og eksempel.«

Veje uden bomme og kroer

Men hvad kunne opnås ved dette stort anlagte projekt. Kunne det virkelig svare sig at drive pramfart med brænde fra skovene i Midtsjælland til Karrebæksminde for derfra at fragte lasten videre med skibe til København. Hvordan var i det hele taget mulighederne for at transportere så tunge varer som brændsel og gavntræ, teglværksprodukter, korn osv. over landjorden. Mulighederne var kun ringe. Jernbaner fandtes endnu ikke, og der skulle gå en menneskealder, før den første stump danske bane mellem København og Roskilde blev åbnet. Vejnettet var ikke særlig udviklet, og de steder, hvor der var anlagt større veje, var der for hver mil rejst bomme, hvor de passerende skulle betale bompenge efter en fastsat takst.

Datidens rejseskildringer fortæller om opkørte veje, der om vinteren vendte vrangen ud og blev et bundløst ælte, og som blev farlige, hvis det satte ind med frost. Så blev hjulsporene til stenhårde kamme, der kunne vride vognens hjul itu eller i værste fald brække hestenes ben. I sommertiden forvandledes vejen til en sandørken, hvor hjulet sank i til navet og undertiden stødte an mod en af de store sten, der var smidt i de værste huller.

I reglen skulle transporten ske med små skrøbelige bondevogne med træaksler, der hyppigt skulle smøres, for at navet ikke skulle løbe varmt. Denne smøring var sen og besværlig, da hjulet delvis skulle løftes af, for at akslen kunne fedtes med tjære eller lignende.

Det var kun et lille læs, en vogn kunne tage. 3 tønder byg eller 100 mursten blev regnet for fuldt læs (300 kg). En pram derimod kunne fragte 20 favne brænde, svarende til 40-45 m³, altså lige så meget som 50 vogne med 100 heste forspændt! Og prammen kunne trækkes med strømmen af en enkelt hest, der gik på en sti langs sejlløbet.

En utrættelig forkæmper

Blandt mange havde én kanalplan en så utrættelig forkæmper, at den blev gennemført og fik stor betydning i et halvt hundrede år. Det var »Den Danneskioldske Kanal«, som ene og alene skyldte grev C. C. S. Danneskjold-Samsøe sin tilblivelse.

 I 1802 købte Danneskjold de to godser Næsbyholm og Bavelse, og der er ingen tvivl om, at formålet med dette køb var ønsket om at kunne udnytte de store skovstrækninger langs Susåen, og at indrette åen til pramfart.

Der skulle imidlertid gå 10 år, før sejladsen kunne begynde, og man forstår, at Danneskiolds tålmodighed ofte har været sat på prøve. Den 23. marts 1805 slutter han et brev om kanalplanerne til amtmanden i Sorø: »Gid at ønsker kunne fremme dette arbejde, jeg skulle da lade mig opvågne midt om natten, for desto oftere at kunne ønske i denne anledning.«

Danneskjold har dog ikke slået sig til tåls med at ønske. Af Næsbyholms godsarkiv fremgår, at han fra 1804 har ført en omfattende brevveksling med Kanaldirektionen og med Det kgl. Rente- og Toldkammer om betingelserne for at anlægge og drive en kanal fra Næsby Bro til Næstved.

Strenge tider

I 1824 halverede kongen - med virkning fra den 1.7.1822 - havneafgiften i Karrebæksminde, men denne lempelse for skovejerne oplevede grev Danneskjold ikke.

Den store gæld, Danneskjold havde pådraget sig ved anlægget af kanalen, var ikke let at afvikle. Det har ud fra de enkeltregnskaber ikke været muligt at opstille et regulært regnskab over, hvad kanalanlægget kom til at koste. Regnskabsperioder og acontobetalinger griber ind over hinanden. Men et ark papir i Holmegaards arkiver uden kommentarer viser følgende regnskab for årene 1810-13:

     Udgifterne            371.573 rdl. 3 mark 5½ Sk.

     Penge af Kongen 250.000 -

                                     121.543 rdl. 3 mark 5½ Sk.

Det var således en meget stor sum penge, som Danneskjold havde måttet trække ud af sine godser, og det tilmed i en tid, hvor landbruget var i sin værste krise. Brændesalget havde givet nogen indtjening, til sluserne blev brugt tømmer fra skovene og mursten fra teglværket på Næsbyholm. Men klosteret havde også haft økonomiske vanskeligheder i disse år, og Danneskiold havde selv måttet betale for klosteret drift.

Det blev nu nødvendigt at gøre status over boets ejendele, og "kanalchef" Recke forfattede den 5. august 1823 en ny beskrivelse af kanalen, dens forløb, sluser, broer m.v. og sluttede med at opregne det inventar, der tilhørte kanalen.

Recke skrev samme dag selv til Kanaldirektionen, at han var i den yderste forlegenhed, idet han den 1. august havde 1162 rbd. 1 mark 8 skilling sølv til gode. Det var penge, som han havde udlagt i løn til arbejderne og til (sin førstemand) havnefoged H. C. Møller, og han kunne ikke gøre udvej for at skaffe arbejderne deres løn, hvis ikke kommissionen anviste ham et beløb.

Staten er kanalejer

Det kan ikke overraske, at Danneskjolds bo ikke var i stand til kontant at tilbagebetale de store lån, som han havde modtaget af den kongelige kreditkasse, eller de modtagne forskud på brændeleverancer. Sagen blev dog ordnet på en rimelig måde. I henhold til kongelig resolution af 17. januar 1824 blev de to pantsatte godser, Næsbyholm og Bavelse, samt kanalen med fartøjer, indretninger og inventar og alle indtægter heraf, solgt og overtaget for kongelig regning for 500.000 rbd. sølv, og boet fik de udstedte panteobligationer tilbage i kvitteret stand.

De øvrige godser samt grevskabet Samsø forblev i slægtens eje.

Kanalens senere skæbne

Det første år efter Danneskjolds død kom der breve fra nær og fjern, fra lærere og præster og andre, som var eller havde været ansat under Gisselfeld gods, om man kunne forvente den samme tildeling af frit brænde som i Danneskjolds tid. Det var Næsbyholms godskontor, der måtte sende afslag til en del af spørgerne.

Med statens overtagelse af kanalen blev det meget mere omstændeligt at fragte gods på den, da der fx. nidkært blev forlangt papirer forevist på alle sejlture incl. med tomme pramme.

Recke fortsatte som "kanalchef" til omkring 1833, men efter grevens død opstod der flere stridigheder med lodsejere og den nye ejer af Holløse Mølle om den årlige betaling til dem, acceptabel vandstandshøjde, retten til at lukke vand gennem sluserne for at kunne sejle nedenfor disse mv.

Omkring 1837 købte den københavnske grosserer Christian Rønnenkamp godserne Næsbyholm og Bavelse - med den tilhørende kanal, nu kaldet Næsbyholmske Kanal - og med nye stridigheder. Dog blev der indgået et forlig lige før Højesteret skulle afgøre sagen.

I årene 1862-1873 forsøgte Rønnenkamp (og efter hans død i 1867 boet) at afhænde kanalen og dens vedligeholdelse - først til staten, derefter til lodsejerne, som også takkede nej. Den nedsatte Landvæsenskommission kunne ikke løse opgaven, og først den 6.12.1872 forelå der kendelse fra Overlandvæsenskommissionen. Heri fik lodsejerne, samt ejeren af Holløse Mølle, tilbageført deres tidligere råderet over åbrederne, men pålagt at betale andele af udgifterne til oprensning og vedligehold af kanalen, der på den måde endte som en å uden ejer.

     Den Danneskioldske Kanal er således lig den nuværende nedre Suså.

Denne beskrivelse er især udarbejdet på grundlag af bogen "Susåen og Den Danneskjoldske Kanal", udgivet i 1986 af Historisk Samfund for Præstø Amt  og med tekst af J. Ingemann Pedersen. Den 96 sider store og ganske interessante bog med mange billeder kan fortsat købes hos http://www.historisk-samfund.dk/.

Næstved Sygehus

I 2014 er udgivet en bog om sygehusets første 200 år. Forfatteren er Mogens Scharling, pens. overlæge, dr. med., Medicinsk-historisk Museum i Næstved, der venligt har tilladt os at omtale dele af bogen om sygehusets historik

Sygehusets navne gennem tiden

Sygehuset i Næstved, Præstø amts sygehus i Næstved, Centralsygehuset i Næstved, Næstved sygehus. Sygehuset har bygninger fra hele den 200-årige periode, og nogle af de ældste bygninger er vedligeholdt og anvendes stadig. Der foreligger kun beskrivelse af bygninger og deres anvendelse i anledning af sygehusets 100 års fødselsdag i 1917 og 125 årsdag 1942. Siden 1942 er oplysningerne meget spredte.

Sygehusets tilblivelse

Det første egentlige sygehus her i landet var det kgl. Frederiks hospital i Bredgade i København (senere Kunstindustrimuseet). Hospitalet blev taget i brug i 1757. Før dette var der i Næstved en Sct. Jørgensgård, beliggende i Åderup, grundlagt i 1200-tallene. Helligåndshuset i Ringstedgade, oprettet i 1300-tallet, benævnes som en mild stiftelse for gamle og svage folk. Munke og præster plejede og førte tilsyn med lemmerne.

I løbet af 1700-tallet kom flere forskrifter om, at de kirkelige stifter skulle indrette et par værelser, hvor fattige, vanvittige og sindsforvirrede kunne hensættes og derfra ej letteligen udbryde. I 1806 var der i landets 17 amter i alt 14 sygehuse, hvoraf kun 4 var af rimelig beskaffenhed. I en forskrift fra 1806 anbefales, at hvert amt har 1 til 2 sygehuse med 24-30 senge placeret midt i amtet.

Næstved Sygehus var et af de første i provinsen. Initiativet kom fra en kreds af godsejere på Sydsjælland med grev Danneskiold-Samsøe i spidsen og som den største donator.

Greven indsendte i 1814 et forslag til kancelliet (indenrigsministeriet) om oprettelse af et sygehus i amtet. Kancelliet bifaldt forslaget. Byggeomkostningerne skulle betales ved frivillige gaver. Vanskelighederne var store. Befolkningen var på det tidspunkt forarmede efter englændernes overfald på landet i 1807 og statsbankerotten i 1813, hvor 6 Kurentbank-daler skulle ombyttes med 1 Rigsbankdaler. Det kneb voldsomt med de frivillige bidrag til sygehusene. Et cirkulære i 1815 opfordrede de gejstlige til fra prædikestolene at opfordre til bidrag, hvad også bønder og godsejere blev opfordret til.

Bidragene fra godsejerne var ganske anseelige, specielt fra initiativtageren grev Danneskiold-Samsøe. Godsejerne havde da også en lille fordel. Betalingen for indlagte patienter fra de bidragydende godser skulle beregnes til en lavere takst. Godserne havde på det tidspunkt mange ansatte og formentlig ringe pasningsmulighed overfor syge. Kun enkelte godser var imod ideen og nægtede bidrag, blandt andet Bregentved, der på det tidspunkt var stærkt gældstynget.

Amtet var ikke indstillet på at yde noget. Et lån optaget i amtsfattigkassen reddede byggeriet. Formanden for amtsfattigvæsenet var grev Danneskiold selv. Specielt fra godserne kom også materielle bidrag i form af mursten, kalk, træstolper m.m.

Byggegrunden tilhørte oprindeligt grevens svigerinde Christiane Kaas, ejer af "Grevens Vænge" (og den nybyggede Mogenstrup Kro). Jordlodden beliggende et stykke udenfor Næstved by, bag Natmandsbanken blev mageskiftet med 2 tdr. land af et vænge, beliggende udenfor byens Ringstedport.

Tilsynet med byggeriet blev betroet købmand Witte, anbefalet af byens borgmester og en præst. Wittes fortjeneste var, at han havde ombåret planen i byen og fremstillet sagen i et sandt velgørende lys. Han udførte jobbet med stor samvittighedsfuldhed, men grev Danneskiold-Samsøe måtte spørges og beslutte i alle detaljer. Witte blev belønnet for denne indsats med udnævnelse til kammerråd af kong Frederik d. 6.

Sygehuset bygges

I begyndelsen af 1816 påbegyndtes opførelsen af sygehuset. Kancelliets sagkyndige, arkitekt og professor C F Hansen havde af indsigelse kun et ønske om en bedre ydre proportion. Der ses en blyantstegning fra mellem 1868 og 189, hvor tvangsarbejdsanstalten dog er bygget nord for.

Bygningen var 29 alen lang og 13 alen bred (18,2 gange 8,2 meter). Grunden til bygningen var lagt i kampesten. Til bygningen var anvendt 57.000 mursten, hvoraf en del blev flådet med pram på den Danneskioldske kanal. Over døren på facaden var en inskription i smedejern, formentlig den der i dag findes ud mod Ringstedgade på det gule hus: "Præstø amts sygehus 1817". Bygningen havde 7 værelser, 2 til administratoren ("økonomen"), 1 operationsstue og 4 sygeværelser - 3 til mænd og 1 til kvinder, hver med 6 senge. Desuden 3 dårekister og en ligstue. Et værelse fungerede vistnok som både operationsstue, officiantsygestue og ligstue efter behov (officianter var ikke officerer, men specialuddannede befalingsmænd, ligestillet med officerer). I officiantstuen var sygehusets 25. seng, et pragtstykke af en bueseng med omhæng og tæpper, skænket af proprietær Carlsen, Gl. Køgegård.

Der er ikke nogen forklaring på den ulige fordeling af sygesenge mellem kønnene. Egnens godser havde dog meget store folkehold, og risikoen for ulykker var nok størst blandt mændene.

Pladsen har været trang. Gulvet i sygestuerne var bræddegulv, i gangen mursten, hvorfor der på et vist tidspunkt, på grund af støjen, blev forbud mod at gå med træsko indendørs.     

Et direktionsmøde i februar 1818 omtaler, at der var anskaffet 6 ovne, så de første vintre på sygehuset har nok været kolde. Dårekisterne i bygningens sydende blev aldrig opvarmet.

Stege købstad skænkede en hel del brugt inventar, formentlig fra et nedlagt militær-sygehus. Pga. vanskelige isforhold tog transporten næsten 5 måneder, og alt var tilmed i en dårlig forfatning. Der skal have været en brønd med godt og rigeligt vand, forsynet med et brøndværk med vinde og reb, og senere med kæde og spand. Beliggenheden ukendt.

Latrinerne på sygehuset var efter grubesystemet, da man angiveligt ikke kendte andet.

Lægevæsenet omkring 1817

Årsagen til, at Sjællands første sygehus kom til at ligge i Næstved, skyldtes grev Danneskiold-Samsøe, men også, at det af en forskrift fremgår, at et sygehus burde ligge i en købstad, hvor der både fandtes et forsvarligt apotek og mindst 2 duelige læger, heraf den ene læge som landfysicus, som var den mest ansete - og som embedslæge.

I 1500-tallet og følgende århundreder anslås det, at der i Næstved har været 3 til 4 bartskærere, dvs. barberere, der gerne ønskede sig tituleret som kirurger. Først omkring år 1700 blev der indført eksamen, så man undgik fusken indenfor bartskærerkunsten. Læger med universitetsuddannelse, doctores medicinae, var de eneste der måtte udskrive medicin til indvortes brug. Først i 1838 blev den medicinske og kirurgiske uddannelse slået sammen under Københavns Universitet.

Uddannet sygehjælp fandtes ikke. Kosten angives som god og rigelig, men må synes i længden at være noget ensidig og trist. Kong Frederik d. 6, der havde ladet sig foredrage alt om Næstved sygehus inclusive spisereglementet, udtrykte sin allerhøjeste tilfredshed og skænkede sygehuset en kirurgisk instrumentkasse.

Derimod kneb det meget med økonomien. Man havde stort besvær med at få sognefattigkasserne til at betale. Kassereren for sygehusbestyrelsen sendte kvartalsvis regning over de syges forplejning og kur til dem, som havde indlagt dem.

Den første patient blev indlagt den 18.12.1816, mens sygehuset blev indviet den 21.1.1817.

Denne beskrivelse er udarbejdet på baggrund af dels ovenfor omtalte bog "Næstved Sygehus 200 år", dels bogen "Bedste Grevinde" af Lisbeth Smedegaard Andersen 2015.