Om C.C.S Danneskiold-Samsoe

Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe som menneske

Han var født på Gisselfeld den 11. juni 1774. Faderen døde, da sønnen var 3½ år gammel, og Holger Rosenkrantz til Rosenholm blev hans formynder, indtil han blev afløst af amtmanden over Præstø amt, Joh. Rudolph Bielke.

Der blev sørget godt for den unge greves oplæring og opdragelse. Som 11-årig fik han præsten og digteren Chr. A. Lund som huslærer, og dette kom til at præge ham for livet. "Det var en lægedom fra himlen«, skrev Grundtvig i en påbegyndt biografi af Danneskjold.

I 1792 overtog Danneskjold som mindreårig klostrets bestyrelse med amtmand Bielke som kurator og medbestyrer. Bielke overtog ene ansvaret, mens den unge greve i årene 1793-95 var på en toårig udenlandsrejse sydpå. På turen var han ledsaget af den 7 år ældre teolog Edvard S. Hammer. En stor del af tiden tilbragte de i universitetsbyen Leipzig.

Efter Danneskjolds hjemkomst indtrådte han som overdirektør for Gisselfeld og holdt den 30. november 1795 bryllup med Henriette Valentine Kaas, datter af Holmens chef, admiral Frederik Christian Kaas. Dette ægteskab var indgået i kærlighed til hinanden – ikke arrangeret, selv om de kunne være passende partier for hinanden.

Allerede inden udenlandsrejsen havde han forbedret fæstebøndernes stilling gennem et nyt og ret humant hoverireglement. Frederik VI havde som kronprinsregent 1784-1808 gennemført landboreformerne i 1791, stavnsbåndets ophævelse i 1788 og landsbyernes udskiftning i 1790-erne. Som konge indførte han i 1814 folkeskolen.

Nu tog Danneskiold fat på at bringe klostrets gamle gæld ud af verden, virke som amtmand fra 1808, etablere den Danneskioldske Kanal, Næstved Sygehus - og meget mere.

Men Danneskiolds helbred havde gennem årene været vaklende og af og til bundet ham til hjemmet og sygelejet. I sommeren 1823 blev greven angrebet af en alvorlig lungebetændelse, og den 6. juni 1823 døde den travlt optagne mand, knap 49 år gammel. Den 14. juni blev han bisat i »Sophies Have«, en lille gravlund, der var indrettet i parken ved Gisselfeld efter en lille datters død i 1804.

Danneskjolds død efterlod et stort savn, ikke alene hos familiens medlemmer, og i de litterære og kunstneriske kredse, han havde åbnet sit hjem for, men også i de samfundslag, han havde forbindelse med som amtmand, godsejer og direktør for klosteret.

I Statstidende (senere »Berlingske«) blev der optaget flere sørgedigte i tidens stil til pris for den afdøde. Sognepræsten i Thorslunde-Ishøj, Johan Nicolaj Schou, var nok den, der bedst tolkede stemningen, da han sluttede sit digt med disse strofer:

    »Retsind, sæt ham da et evigt Minde.

     Højdaad, kron hans Navn med Egeløv!

     Alle milde Dyder, lader rinde

     hede Vemodstaarer paa hans Støv.«

Efter en storstilet indsamling i Præstø amt blev der på den gamle kildemarkedsplads i Mogenstrup Kirkeskov rejst en smuk mindestøtte for grev Danneskjold. Den unge, dygtige billedhugger og medaljør Christen Christensen udførte i 1827 det smukke marmorrelief, der symboliserede den uselviske kærlighed og troskab, nemlig motivet ”Caritas” (latin for barmhjertighed, kærlighed, næstekærlighed), udstillet på Charlottenborg i 1828-29.

Danneskiold-Samsøe som person

Danneskiold efterkom i det hele ikke alene tidens indgribende landbolovgivning, men gjorde som regel mere, end lovene påbød, og trods de snart indtrædende dårlige tider forstod han også at ophjælpe sine skove og fremme havedyrkningen på sine besiddelser.

Flere oplysninger findes i artiklerne ”Grundtvig og Gisselfeld” med undertitlen ”Hans forhold til sin velynder grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe” af Jens A. Nielsen, del I og del II.

Grundtvigs stadig utrykte levnedsbeskrivelse af grev Danneskiold må stamme fra efter-sommeren 1823. Pastor Poul Egede Glahn og N.F.S. Grundtvig havde planer om at udgive en biografi af greven. Glahn bad svogeren om at opsætte en skrivelse til en købmand i Hamburg for at få grev Danneskiolds brystbillede i litografi - 3-400 eksemplarer - til brug for det påtænkte mindeskrift. Det har bla. har været hensigten i biografien at trykke et mindedigt om grev Danneskiold af hans gamle lærer og ven, digterpræsten Christen A. Lund.

Man kan kun gætte på, hvad der har været årsagen til, at Grundtvig ikke fik sin planlagte biografi færdig, mere end 75 fuldt beskrevne kvartsider fordelt på 7 forskellige udkast.

For perioden 1795-1808 omtales grevens udbygning af Gisselfeld Klosters virksomhed og grevskabet Samsøe og Grundtvig indfletter en lille anekdote om hans indskrænkede stilling kort efter hans tiltrædelse som overdirektør for klosteret, ». . . at da han leiede en Mark af Gaardens Forpagter, for at øve sig i Land-Væsenet, bebreidede Grevinden ham det kiærlig, sigende: jeg synes ikke, Danneskiold! vi skulde udvide os saa meget.«

For perioden 1808-23 omtales grevens store godskøb, der gjorde hans forretninger uoverkommelige og under landbrugskrisen fra 1818 ødelagde hans velstand. Grundtvigs udkast standser brat med en kort omtale af grev Danneskiolds ældste datters alvorlige sygdom 1818-19, nemlig komtesse Louise Sophie Danneskiold-Samsøe, den senere hertuginde af Augustenborg.

Udkastet bringer Grundtvigs motivering for og hensigt med sin biografi:

»Jeg tør, uden at rødme for Nogen, der saae og hørde mig paa Gisselfeld, sige: Jeg var ei blandt dem der krøb eller smigrede for den Levende, og derfor tør jeg, uden at frygte for Efterslægtens Dom, frimodig stille mig blandt dem, der af Hjertens-Grund prise den Hensovede, i hvem ogsaa jeg tabde en Velynder og Velgiører, som de sjelden findes . . .« Men Grundtvig vil være sanddru i sin ros, også fordi den afdøde var en svoren fjende af al overdreven ros. Udkastet karakteriserer grev Danneskiold som et udpræget hjertemenneske. Med andre ord, hvem der ikke føler kærlighedens levende magt i sig, vil ikke til fulde kunne værdsætte en mand som grev Danneskiold, hvis stille virke var heltens bedrifter så ganske modsat.

     Da greven voksede op, var Gisselfeld et stille dunkelt enkesæde, som næsten ingen gæstede. Hans opdragelse blev derfor på en måde klosterlig, men netop dette i forbindelse med Christen A. Lunds kærlige og levende, i bedste forstand folkelige undervisning, var en betingelse for den folkelige danskhed, der alle dage var grev Danneskiolds. »Visselig, det var ikke blot den landlige Lyst i den maigrønne Skov og de blommede Enge, som her parrede sig med Ærbødighed for Oldtidens Kraft. Det var ligesaavel Fortroligheden med det usmin-kede, Jævne og Folkelige, i Væsen, i Tanke-Gang og Tale-Maade, det rigtige Blik for Almuens Tarv og Behandling, det rette Greb paa landlig Syssel, den utrættelige Virksom-hed, den kiærlige Langmodighed, det var alle disse Grevens udmærkede Egenskaber.«

Greven som amtmand

Grundtvig fremhæver især grevens evne til at forlige sager, hvad den morsomme lille anekdote om grevens ord til bonden også klart bærer vidne om. »Hvorlænge er det vel siden, du kyssede din Kone, sagde Greven til en Bonde-Mand, som mest af frygt for konen ei vilde forlige en i Grunden ubetydelig Sag, og da Bonden svarede: ja, det er rigtig nok længe siden, svarede Greven: Nu, saa lad det være det Første, du giør, naar du kommer hjem, saa skal du see, hun glemmer at skiænde.«

     ». . hans dybe Følelse af Embedets indvortes, moralske Vigtighed og af den dybe Sandhed, at man helst skal overtale, selv hvor man kunde befale, og fremforalt heller lukke Øiet end knytte Haanden for Smaating. . .«

     »… saa var og blev han stedse den milde, retsindige, klarøiede, virksomme Befalingsmand, der paa den rette Vei stræbde at fremme det Gode og tæmme det Onde, og i hvem Geistlig og Verdslig, Riig og Fattig, Herremand og Bonde fandt den Understøttelse, Mægling og Velvillie, hans Sag fortjende, og den Amtmand det med Sandhed kan vidnes om, behøver vist ikke at skye enten Samtids eller Fremtids Dom.«

Grevens virke som overdirektør for Gisselfeld Kloster

     »han betænkde nok, hvad han gjorde, men regnede stort og ædelt, efter Gyldenløvers Regne-Bog, spurgde langt mindre hvad Bekostninger kunde indbringe, end hvad der ved dem rimelig kunde udrettes, til Manges Tarv og ædel Fryd.«

Ved hans tiltrædelse af overdirektørstillingen var der 10 konventualinder (stiftsdamer), ved hans død 45, og da alle i Klosterets tjeneste efterhånden fik deres løn forhøjet, måtte greven personlig ofte komme stiftelsen til hjælp. Da landbrugskrisen satte ind fra 1818, bar han næsten ene mand Klosterets store udgifter. Dette fremhæver Grundtvig også som noget ganske enestående.På linje hermed gives en udførlig omtale af grevens største private indsats, anlæggelsen af den     »Danneskioldske Canal« fra Bavelse sø til Næstved, et kæmpearbejde, der påbegyndtes 1810 og fuldførtes 1814, men som ikke fik nogen egentlig betydning, da freden igen var etableret, og brændet sank til urimeligt lave priser.

     »Havde Greven af Egennytte anstrænget sig over Evne, da var han at laste, men gjorde han det af Gavne-Lyst, med Udsigt til at overkomme det, som kun forsvandt ved uforudset Tilfælde, da bør han vist ei roses mindre, fordi han, ved (at) aabne hint gamle Løb, aabnede sig selv en Sorgens Kilde, hvoraf han drak, om ikke Døden, saa dog en Smerte-Kalk, som har for ædle Hjerter Dødens Bitterhed.« Og Grundtvig nævner, at greven allerede 1811 kunne have solgt brænde til et beløb, der ville have bragt hans økonomi i den bedste orden, men at han undlod det for ikke at bebyrde bønderne med pligtkørsel.

     Grundtvig kan ikke bedømme greven som jorddrot og landmand, »men at han ogsaa i denne Henseende bestandig saae mere paa Fremtiden end paa Øieblikket, mere paa Gavnlighed end paa Bekostning og Indtægt, det veed vi alle.«

     Grundtvig nævner, hvor elsket grev Danneskiold blev i 1809-10 som sætteværge for Herlufsholm under forstanderens fravær, saa at »ingen Fremmed som giæstede Gisselfeld paa Høitids-Dage, kunde andet troe, end han var altid Skole-Herre«.

     Mens Grundtvig mfl. ikke fik udgivet noget mindeskrift om greven, har han udgivet et på vers:

»Gissel-Feld eller Grev Danneskiolds Efter-Mæle paa Rim«

af / Nik. Fred. Sev. Grundtvig. / Præst.«

     Grundtvigs store mindedigt om greven nåede både at blive færdigt og delvis trykt få år efter at han havde skrevet det. Efter alt at dømme er digtet blevet til, fordi den planlagte prosa-levnedsbeskrivelse af en eller anden grund ikke kom længere end til de fyldige udkast.

Kilder:

1. ”Grundtvig og Gisselfeld” med undertitlen ”Hans forhold til sin velynder grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe” af Jens A. Nielsen, del I og del II.

2. Bogen "Bedste Grevinde" af Lisbeth Smedegaard Andersen

3. Endvidere er der omtalt flere nekrologer, som det endnu ikke er lykkedes os at fremskaffe