Magnus Erlandsen var Jarl på Orkney-øerne ved Skotland, men han blev ca. 1118 myrdet af sin fætter og medjarl, Håkon Paulson. Knapt 20 år efter fik hans søstersøn Ragnvald Jarl ham helligkåret. Hans mindedage er 15. april (dødsdag) og 12. december (helligkåring) og bliver højtideligholdt i hele Norden og på Orkney-øerne.

Om Kilden & Traditionen

NORDENS KIRKE

Magnus Torp kirke eller i dag kendt som Mogenstrup Kirke tilhørte Holmegaard gods ved Fensmark, og ejeren af Holmegaard rådede over de i blokken værende penge. Det blev bestemt i 1686, at blokken skulle forsynes med lås, hvortil sogneprovsten til Næstelsø-Mogenstrup sogn og kirkeværgen ved Mogenstrup kirke skulle have nøglen. I dag findes der stadig en kildeblok med lås i våbenhuset på østlige side. Det var skik indtil 1717, at blok-pengene blev delt 2/3 dele til Mogenstrup kirke og 1/3 del til de fattige, efter der var fratrukket 2 slettedaler til præsten og 4 skilling til de 4 husmænd, der skulle stå vagt om kilden Sankts Hans aften og nat. Det skulle gå ordentlig for sig, når folk valfartede til kilden for at blive helbredt. Alle ville først til, så det endte ofte i slagsmål og håndgemæng, især omkring midnat, da man mente, at det var her kraften var stærkest. Historien fortæller, at to Borgerkvinder fra Næstved i 1670 sloges om at komme først til kilden. Dette endte med en retssag den 1. juli 1670 i Næstved Byting. Det er ikke utænkeligt, at der er foregået flere af sådanne tragikomiske episoder, og derfor valgte man efter 1670 at antage 4 Husmænd til at vogte over kilden. I 1717 bestemte Otto Krabbe af Holmegaard, at Blokpengene skulle deles ligeligt mellem kirken og de fattige. Således var det skik langt hen i 1900 tallet.

Se også en avisartikel fra 1859 om problemer med at få blokpengene anvendt på rette måde 150 år tidligere.

KILDE REGNSKAB

Præsten bemærkede for regnskaberne for 1681-1686, at det meste var fattige, svage og krøblinge, der besøgte kilden Skt. Hans aften og hver gav højst 3-5 skilling. Hvis dette var rigtigt, skulle der have været 600-700 syge ved kilden den nat, og mange raske har sikkert også ofret. Der har ganske sikkert været flere tusinde omkring kilden omkring Skt. Hans.

Efter reformationen i 1536 forsøgte flere præster at få folk til at holde sig væk fra kilderne; men det mislykkedes fuldstændigt.

Blokpenge

År 1681: 29 Slettedaler og 4 mark

År 1682: 40 Slettedaler

År 1727: 42 Rigsdaler

År 1858: 3 Rigsdaler 4 mark og 11 skilling

År 1859: 1 Rigsdaler 5 mark og 13 skilling

Da landevejen i 1824 blev anlagt igennem skoven, flyttedes kilden til sin nuværende placering overfor Mogenstrup Kro, hvor den blev anlagt som springvand i et lille anlæg, renoveret første gang 1862-63 af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsø (den yngre), nevø til Christiane Kaas, der havde placeret sit Bryggeri lige ved siden af. Netop dette område ønsker Mogenstrup Kildelaug skal kunne opleves.

Efter flytningen forsvandt en del af interessen for kildebesøg; nogen ville vel mene, at kilden havde mistet sin kraft, og det begrænsede kildebesøg og et egenartet kulturbillede forsvandt.

Men et nyt opstod på den hyggelige landevejskro overfor kilden og her fantes der en Kildestue.

Kildetraditioner

Når man besøgte en hellig kilde, var der forskellige skikke, som skulle overholdes. Besøget skulle helst foregå i stilhed. Man måtte f.eks. ikke hilse på folk, når man rejste sig fra kilden, og man skulle undgå at møde nogen på hen- og hjemrejsen ved kildebesøget. Besøgstidernes klokkeslæt var lidt forskellige, helst efter solnedgang eller til midnat, da var vandet kraftigst.

Kildegæsterne drak af vandet mod indvendige sygdomme, eller de vaskede/ gned sig på det dårlige sted, hvis det var en udvendig sygdom (sår, bylder, udslæt, dårlige øjne osv.) det gjaldt. Der fortælles, at kildegæsterne skulle bøje sig tre gange mod solens opgang. Tretallet er et kendt, magisk tal i folketroen.

Det var ikke altid nødvendigt med et personligt besøg ved helligkilden. Man kunne også hente vand i en dunk eller flaske til de syge mennesker derhjemme. Vandet måtte ikke tages i brug på hjemrejsen, så mistede det sin kraft, måske fordi et fremmed hus kunne tage vandets kraft. Det var en udbredt tro, at enhver kraft havde sine grænser. Ved at træde over et hus' dørtærskel mistede en heks sin magt, som vandet sin kraft osv.: Huset tog altså kraften.

Fra mange beretninger vides det, at ikke alle vandhentere var lige pligtopfyldende. Var dunken for tung, tømtes den, og kort før bestemmelsesstedet fyldtes den på ny med vand fra et almindeligt vandhul eller fra en vandpost. Fik den syge ikke falskneriet at vide, gjorde vandet sin virkning alligevel. Derimod skulle sygdommen nok vende tilbage, hvis den formastelige tilstod sin "forbrydelse".

Efter kildebesøget ofrede man til kilden for at besøget skulle hjælpe. Det almindelige var at man kastede mønten i selve kilden, og man måtte ikke senere tage mønten op, for det var der ulykke ved. Beretninger fortæller, at det var "ulige" penge, der skulle ofres, hvis det var en udvendig sygdom. Tøjet, der var om bundet eller svøbt omkring det syge sted blev efterladt, som et slags offer. Tøjet lå ofte og rådnede ved kilden, ofte blev det derfor gravet ned eller brændt af lokalbefolkningen eller fattigfolk stjal det.

Når de syge efter rensning og gnidning af de gigtplagede led følte sig lindrede, kastede de ofte i deres glæde stokkene og krykkerne, som de havde støttet sig til på deres tur til kilden. Der findes mange beretninger om, at sådanne offergaver i nyere tid er blevet brugt til at fyre i kirkens kakkelovn med, hvilket kunne give anledning til skærmysler.

Skt. Mogens kilde af en af de mest berømte Kilder i Norden og Skt. Mogens er også en helgen, der er sat som beskytter rundt om i hele Norden. Det siges, at udover at kunne helbrede udslæt og andre mindre skavanker, kunne kilden helbrede sindsliden, kræft og sindssyge.

Kulten omkring kilden skriver mange billedelige historier om Skt. Mogens ånd. Han har mirakuløst vækket folk til live fra de døde og givet blinde synet tilbage.

Anlæg med springvand og løvehoved blev i 1862 flyttet og istandsat af:

Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (født den 16. september 1800 på Gisselfeld – død den 4. april 1886 i København) var en dansk adelsmand og gehejmeråd.

Han var født 16. september 1800 som søn af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, blev student 1818, 1822 hofjægermester, 1824 juridisk kandidat, var 1825-35 assessor auscultans i Højesteret og i adskillige år deputeret ved Stænderforsamlingen i Roskilde; ved Christian 8.s tronbestigelse blev han overstaldmester, 1841 kommandør og 1842 storkors af Dannebrogs-ordenen, 1848 overskænk, gehejmekonferensråd. 1869 efterfulgte han sin da afdøde broder i besiddelsen af Grevskabet Samsøe, tog året efter sin afsked som overskænk og udnævntes til Ridder af Elefanten.

Efter sin moder (d. 1843) havde Danneskiold-Samsøe arvet Holmegaard Gods med dertil hørende glasværk, hvis drift han udvidede og ledede med megen dygtighed. Han lod også landstedet Enrum opføre ved Vedbæk. Som lensgreve blev han tillige overdirektør for Gisselfeld Kloster, hvilket han snart efter udvidede, og desuden gjorde han sig fortjent ved oprettelsen af Gisselfeld Livrentefond (1873); af egne midler stiftede han et legat (100.000 kr.) for studerende. På sine godser imødekom han tidens fordringer ved salg til arvefæste på en for bønderne særdeles gunstig måde. Mod sine undergivne var han human, ligesom han i det hele var velvillig og godgørende. Hans smukke, livlige og ridderlige personlighed passede til en grand seigneur af den gamle skole.

Danneskiold-Samsøe ægtede 1833 en engelsk dame, Lady Elisabeth Bruce (1807-1848). Gift 2. gang 1850 med Anna Lovise Amalie von Zytphen, f. 1818, datter af generalmajor Ernst Frederik von Zytphen og hofdame hos dronning Caroline Amalie.

Død 4. april 1886. Han er begravet på Gisselfeld Gods.

Se avisudklip om renoveringen i 1862-63, samt den storeVandfest, som egnens beboere arrangede den 11.6.1863. Når Mogenstrup Kildelaug får fremskaffet godt og autentisk vand til Skt. Mogens kilde, laver vi også en stor fest.

Læs Niels Albrechtsens fortælling om, da han var den sidste vandsælger af kildevand i Mogenstrup.