Kildetraditioner

 

Kildetraditioner

Når man besøgte en hellig kilde, var der forskellige skikke, som skulle overholdes. Besøget skulle helst foregå i stilhed. Man måtte f.eks. ikke hilse på folk, når man rejste sig fra kilden, og man skulle undgå at møde nogen på hen- og hjemrejsen ved kildebesøget. Besøgstidernes klokkeslæt var lidt forskellige, helst efter solnedgang eller til midnat, da var vandet kraftigst.

 

Kildegæsterne drak af vandet mod indvendige sygdomme, eller de vaskede/ gned sig på det dårlige sted, hvis det var en udvendig sygdom (sår, bylder, udslæt, dårlige øjne osv.) det gjaldt. Der fortælles, at kildegæsterne skulle bøje sig tre gange mod solens opgang. Tretallet er et kendt, magisk tal i folketroen.

 

Det var ikke altid nødvendigt med et personligt besøg ved helligkilden. Man kunne også hente vand i en dunk eller flaske til de syge mennesker derhjemme. Vandet måtte ikke tages i brug på hjemrejsen, så mistede det sin kraft, måske fordi et fremmed hus kunne tage vandets kraft. Det var en udbredt tro, at enhver kraft havde sine grænser. Ved at træde over et hus' dørtærskel mistede en heks sin magt, som vandet sin kraft osv.: Huset tog altså kraften.

 

Fra mange beretninger vides det, at ikke alle vandhentere var lige pligtopfyldende. Var dunken for tung, tømtes den, og kort før bestemmelsesstedet fyldtes den på ny med vand fra et almindeligt vandhul eller fra en vandpost. Fik den syge ikke falskneriet at vide, gjorde vandet sin virkning alligevel. Derimod skulle sygdommen nok vende tilbage, hvis den formastelige tilstod sin "forbrydelse".

 

Efter kildebesøget ofrede man til kilden for at besøget skulle hjælpe. Det almindelige var at man kastede mønten i selve kilden, og man måtte ikke senere tage mønten op, for det var der ulykke ved. Beretninger fortæller, at det var "ulige" penge, der skulle ofres, hvis det var en udvendig sygdom. Tøjet, der var om bundet eller svøbt omkring det syge sted blev efterladt, som et slags offer. Tøjet lå ofte og rådnede ved kilden, ofte blev det derfor gravet ned eller brændt af lokalbefolkningen eller fattigfolk stjal det.

 

Når de syge efter rensning og gnidning af de gigtplagede led følte sig lindrede, kastede de ofte i deres glæde stokkene og krykkerne, som de havde støttet sig til på deres tur til kilden. Der findes mange beretninger om, at sådanne offergaver i nyere tid er blevet brugt til at fyre i kirkens kakkelovn med, hvilket kunne give anledning til skærmysler.

 

Skt. Mogens kilde af en af de mest berømte Kilder i Norden og Skt. Mogens er også en helgen, der er sat som beskytter rundt om i hele Norden. Det siges, at udover at kunne helbrede udslæt og andre mindre skavanker, kunne kilden helbrede sindsliden, kræft og sindssyge.

 

Kulten omkring kilden skriver mange billedelige historier om Skt. Mogens ånd. Han har mirakuløst vækket folk til live fra de døde og givet blinde synet tilbage.