Mogenstrup by og Skov

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

 

 

Mogenstrup Kro (postkort fra 1960-erne)

 

Købmandsforretning (nu nedlagt)

på Præstø Landevej

nær Fladsåen og Mogenstrup Kro

 

Mogenstrup Skole, som efter kommunalreformen i 1977 blev til

Fladså Kommunekontor.

 

Efter kommunalreformen i 2007 blev kommunekontoret nedlagt og bygningen solgt til Dansk Supermarked, som rev den ned og byggede Netto.

Mogenstrup by

 

Mogenstrup er en lille by på Sydsjælland med 1.855 indbyggere (2017), beliggende ca. 10 kilometer sydøst for Næstved. Byen ligger i Mogenstrup Sogn i Næstved Kommune og Region Sjælland. Sankt Mogens Kilde har GPS-koordinaterne N 55°11’09; E 11°51’40

 

Mogenstrup ligger for enden af en af Danmarks største åse, som strækker sig ca. 10 km fra Næstved.

 

Byen har en folkeskole ved navn Fladsåskolen, og ved siden af ligger Fladså Hallen, hvor der indendørs er idræts- og svømmehal, udendørs idræts- og boldbaner. Der er detailhandel og mindre håndværksvirksomheder, Ældrecentret Bakkegården, Sydsjællands Golfklub, en grusgrav og RBR betonvarefabrik, men ellers ingen industrier eller større virksomheder. Mange indbyggere arbejder rundt omkring i hele regionen og Storkøbenhavn.

 

Historien om Mogenstrup

 

Skt. Mogens Kilde, kirken og kroen

Mogenstrups historie går helt tilbage til 1100-tallet. Den gang var åen Fladså en fjord, og den eneste gård var den gamle Borupgaard, som på den tid var piratfæstning. Gården var den store gård i Mogenstrup, og den blev efterfulgt af den Borupgård, som i dag huser Sydsjællands Golfklub.

 

Mogenstrup hed oprindeligt Magnustorp, opkaldt efter offerkilden for Magnus den Hellige, jarl af Orkney-øerne ved Skotland (på dansk kaldt Mogens). I 1137 blev han kåret som helgen af den katolske kirke.

 

Mogenstrup Kirkeskov har på sydsiden 7 kilder ned mod åen Fladså. Sankt Mogens kilde er offerkilde til Saint Magnus, og den har været besøgt fra hele Norden, da man i middelalderen anså den som en helbredende kilde. Mogenstrup kirkes kor og østlige del af skibet blev allerede i 1100-tallet bygget i sten som et kildekapel, og den er i dag en hyggelig lille sognekirke, omtalt som Nordens kirke.

 

Mogenstrup kirke er ikke en hvilken som helst kirke – den har tilhørt Danmarks fineste familie på Holmegaard, hørende til slægten Danneskiold-Samsøe efter slægten Gyldenløve. Kong Christian V forærede Gisselfeld til sønnen Christian Gyldenløve, som han havde med sin elskerinde Sophie Amalie Moth.

 

Fladsåen, der løber forbi kirken, har også været involveret i historien om en af Danmark ægte nationalhelte, Svend Poulsen Gønge, "Gøngehøvdingen". Han satte efter et flygtende kompagni svenske soldater og dræbte dem ved Skovmøllegaard lige omkring, hvor vi i dag finder Grevensvænge. De forsøgte at undgå kamp, men Gøngerne/Snaphanerne nåede dem ved Fladsåen. I løbet af 4 dage dræbte de 96 svenske soldater.

 

På et tidspunkt blev det svenskerne for meget, og der blev sendt 2.000 svenskere ud for at fange Svend Poulsen. En gang var det lige ved at gå galt, da Svend blev angrebet fra begge sider, mens han passerede broen over Fladsaaen ved Mogenstrup Mølle. Svenske ryttere lå i baghold, og da Svend var midt ude på broen, angreb de ham fra begge sider, og situationen syntes næsten håbløs. Hans hest, som hed Blakken, fik omgående et sabelhug bagfra, og forfra hævede en svensker sin sabel til at afgørende hug mod Svend. Men lynhurtigt greb Svend den svenske rytter i armen og kastede sig med al sin vægt af hesten samtidig med, at han trak svenskeren med sig ned i åen, som var temmelig vandfyldt. Svend reddede sig uskadt op af åen og sprang op bag en af sine folk på dennes hest, og det lykkedes dem at slippe bort.

 

Mogenstrup var ikke en by, men en torp. Byerne dengang var Fladsaa og Vester Egedsborg, som begge steder havde 3 hovedgårde eller mere. Mogenstrups eneste gård var Borupgaard.

 

Mogenstrup bestod dengang af en kilde, en vandmølle og en kirke. Senere blev det til en kro, rejsestald, bryggeri, brændevinsbrænderi, købmand og skole – først rytterskolen i Pederstrup, derpå skole, hvor Netto nu ligger, og sidst Mogenstrupskolen, i dag Fladsåskolen.

 

Pudsigt nok hed det en gang kun Mogenstrup nord for Fladså – Pederstrup syd for, men nu hedder hele byen Mogenstrup – dog med en Pederstrupvej gennem den ældste del af området, som man stadig kalder Pederstrup.

 

----------

 

Læs mere på siderne Mogenstrup Kro og L.A.Ring / Kähler.

 

Ved Mogenstrup Kro lå engang Mogenstrup/Borup vandmølle, hvor vandkraften drev mølleriet. Den blev efterfulgt af Mogenstrup Vandmølle lidt opstrøms i Fladsåen (det nøjagtige sted kendes ikke), og sidst Sydsjællands største vindmølle lidt ovenfor Pusterbakken i Mogenstrup (som L.A. Ring malede, se Fotogalleri). Huset overfor kaldes "Møllestedet". Vindmøllen (og den sidste vandmølle) blev fjernet i 1932, og i 1950-erne var der på stedet et cementstøberi, som fremstillede mursten af beton.

Læs mere i Møllerne i Mogenstrup.

 

En del af Mogenstrup Ås anvendes til udvinding af sten og grus. Læs om Mogenstrup Skærvefabrik og grusgrav, jernbanen dertil, samt "Pusterbakken" (mellem den nuværende Netto og Golfklubben), hvor tungtlæssede lastbiler tidligere gik i stå på vej op ad bakken.

 

Vi har også fundet en avisartikel fra 1932 "Fra Næstved til Mogenstrup", samt en Almanak 1846, som på siden for marts måned omtales markedet i Mogenstrup den 23. juni.

 

Du kan også læse om Borupgården.

 

Den 18.3.1862 stiftedes "Landboforeningen for mindre Landbrugere i Præstø og tilgrænsende Amter", som den 30. september samme år afholdt sit første dyrskue ved Mogenstrup Kro - se pdf-fil om dyrskuer i 1860-erne og om 100 års jubilæet i 1962.

 

I Danmark findes der flere mindre byer med navnet Mogenstrup - læs mere herom, suppleret med yderligere omtale en af Mogenstrups svenske navnefæller, nemlig det tidligere danske herresæde "Månstorp-godset, striden"

 

Kongerevyen den 2. oktober 1936 ved Mogenstrup lidt uden for Næstved.

 

Den store militærparade var for Kong Christian X, hvor omkring 16.000 soldater fra forskellige værn, regimenter og afdelinger deltog. Henved 40.000 besøgende var mødt op for at overvære paraden.

 

Kongerevyen foregik på marken mellem Næstelsø Præstemark og Egemosevej - med udsigt hen mod Næstelsø kirke. De mange gæster måtte parkere, hvor det var muligt - herunder på Skrædderbakken midt i Mogenstrup, og en nulevende mogenstrupper fortæller, at der var langt at gå til pladsen.