Indbyderforeningen
...

Indbyderforeningen =

Foreningen af Indbydere til Folkemøder i Sydsjælland

 

Før Indbyderforeningen i 1915 blev stiftet, havde der ifølge protokollen hvert år siden 1905 været arrangeret grundlovs-/folkemøder i Mogenstrup Skov med 805-2401 betalende deltagere a’ 35 øre.

 

Indbyderforeningen har arrangeret følgende møder:

  1. Grundlovsmøder den 5. juni i Mogenstrup Skov 1916-1935 - se siden Grundlovsmøde
  2. Grundlovsmøder den 5. juni på Brøderup Højskole/Ungdomsskole 1936-1969. Hent pdf-filer med resume, annoncer og referater fra møder i årene 1936-1945, 1946-1950, 1951-1955, 1956-1963 og de efterfølgende Sommermøder 1964-1969
  3. Valdemarsmøder den 15. juni i "Saras Have" på slotsterrænet i Vordingborg 1916-1951 excl. flere år i 1940-erne. Hent pdf-filer med resume, annoncer og referater fra møder i årene 1916-1920*), 1921-1925, 1926-1930, 1931-1940 og 1941-1951. Sangblad 1926.
  4. Mikkelsdagsmøder den 30. september i Præstø 1916-1930. Hent pdf-filer med resume, annoncer og referater fra møder i årene 1916-1930*).
  5. Fastelavnsmøder normalt fastelavnsmandag i Næstved 1916-1925. Hent pdf-filer med resume, annoncer og referater fra møder i årene 1916-1925*).

*) Avisartikler til og med 1920 er trykt med gotiske bogstaver og (endnu) ikke "oversat" til latinske bogstaver - udskriv evt. dette gotiske alfabet for at læse teksterne.

 

Se oversigt over talere og betalende deltagere ved Indbyderforeningens møder.

 

Denne omtale af Indbyderforeningen er baseret på det materiale, som er overdraget NæstvedArkiverne, herunder en protokol, en regnskabsbog, en medlemsoversigt fra ukendt år, samt lidt materiale fra enkelte møder. Protokollen omtaler især planlægning af møder, hvilke talere man gerne vil indbyde, samt svingende økonomi og reaktion på vel få betalende deltagere ved nogle møder. Regnskabsbogen udmærker sig ved konsekvent at omtale mødernes talere incl. honorarerne og antal betalende deltagere ved folkemøderne (mens børn og soldater kom gratis ind).

Ud fra annoncer og referater i Præstø Avis og Næstved Tidende er der udarbejdet pdf-filer over typisk 5 eller 10 års møder på hver lokalitet, indledt med et resume, som også er overdraget de lokale arkiver.

NæstvedArkiverne og Præstø Lokalhistoriske Arkiv takkes for deres hjælp og medvirken ved indsamling af oplysninger om Indbyderforeningen.

 

Idegrundlag

 

Ideen med at danne "Foreningen til afholdelse af folkemøder i Sydsjælland" fremlagde den første formand, forstander Emil Dam, Brøderup Højskole, allerede 10 år tidligere i sin velkomst til grundlovsmødet den 5.6.1905 i Mogenstrup Skov, hvor de 22 indbydere personligt havde kautioneret for et underskud på ca. 200 kr.. Emil Dam sagde bla.:

”… jeg vil så ønske, at denne fest må få noget af højhedens præg over sig, så vi kan gå herfra, beriget til bedre at passe vort daglige arbejde. Livet former sig i arbejds- og festdage, og de to skulle helst gå i spænd sammen. Det skulle være festdagenes store betydning, at vi kunne tage noget af det festlige med ind i arbejdets dage, så de kunne få lys og glæde over sig. Bliver livet udfyldt af festdage eller arbejdsdage alene, får det et tomt og indholdsløst præg. Derfor skal arbejdet og fest følges ad. Livet kræver stadig reformation, og indbyderne mener bl.a., at vore såkaldte grundlovsfester og folkefester trænger til fornyelse. Når man skal forberede en sådan reformation, gør man bedst i at tage det gamle op, som har værdi, og forene det med det bedste af det ny. Det ville vi gerne vise en prøve på ved dette og efterfølgende møder. Hørup har en gang sagt de meget betegnende ord, at det er i omegnen af de store folkemøder, at det store i folkelivet sker. Og når vi ved, hvad der skete omkring St. St. Blichers store folkemøder, hvor den store folkelige rejsning fandt sted, eller omkring det protesterende danske folks store møder i provisorietiden, hvor de store afgørelser i folkets liv fandt sted, giver vi Hørup ret. Men vi er kommet bort fra kernen i folkemøderne, og når der nu tales ved store fester, er det kun som et nødvendigt onde. Vi vil vise her, at den tale er løgn, som siger, at her kun samles folk, hvor der er gøgl og bal, vi vil vise, at folk kan have det fornøjeligt og muntert ved at samles i den grønne skov, høre tale og musik og deltage i sangen. Man trængte til penge, er det stadige omkvæd, når man træder op mod de gøglerige fester. Men jeg spørger, om det er økonomi at kaste 1000 kr. ud for at få 100 kr. i kassen? Indbyderne til dette møde vil gøre forsøg på at skille alvorlig tale og sang fra gøglet, og det kan kun glæde os, at så mange støtter os i disse bestræbelser. Vi agter at holde fast ved denne dag som mødedag, ikke mindst, fordi det er en fridag, og fordi der til den knytter sig nogle af de herligste og skønneste minder for vort folk. Den dag skal bruges på en forsvarlig måde. Det er en folkelig festdag, og derfor er det ikke kristelige vidnesbyrd, der skal høres. De kommer på andre steder og til andre tider. Der må tales om politik og om alt det, der hører til det folkelige. Men som de kristne fastholde deres festdage, må det folkelige også have lov at fastholde deres, vi raner ingen af de kirkelige festdage, og vi vil modsætte os, at kirken raner en af vore. Den har 364 dage om året at feste på, men den 365de kan den lade os beholde. Derfor skal her ikke tales til kristelig opbyggelse men folkelig oplysning, og vi vil ønske, at der må være ånd over møderne, så der fra dem kommer et friskt og foryngende duft ind over arbejdets verden. Grundloven medførte mange virkninger, men en af de største og bedste var den virkning, der åbnede for kilderne i bunden af folkelivet. Det går jo med dette som med træet, Det har lettest ved at tage skade i toppen; men når blot her fra bunden, hvor livskilderne risler, sprudler liv, holder det sig friskt. Lad os derfor råbe et hurra for vor fri forfatning, for grundloven med sine mange gode virkninger”.

 

Indbyderforeningen blev stiftet onsdag den 20.10.1915 ved et møde på Højskolehjemmet i Næstved med deltagelse af:

Jakob Hansen, Abbednæs; Smed Christiansen, Staunstrup; Forstander Halse, Vordingborg; Redaktør Petersen, Præstø; Gmd. Rasm. Petersen, Sipperup; Gmd. P. Frandsen, Dysted; Fotograf Arnholtz, Næstved; Gmd. And. Larsen, Lundby; Gmd. Jens Lassen, Baarse; Gmd. P. Christensen, Skibbinge; Lærer Schmidt, Ny Holsted; Gmd. P. Larsen, Næstved og forstander Emil Dam, Brøderup.

 

Det vedtoges fremtidigt at føre en protokol over mødernes forhandlinger. Ligeledes vedtoges et forslag om, at Indbyderne danner en forening og at et kortfattet lovforslag i den anledning udarbejdes til vedtagelse på næste møde.

 

Næste møde blev afholdt den 18.12.1915 på Højskolehjemmet i Næstved, hvor 18 medlemmer var mødt.

1.Der fremlagdes forslag til en lov med forskellige bestemmelser vedrørende foreningens virksomhed, som vedtoges og gennemføres.

2.Det vedtoges at udvide at udvide indbydernes kreds ved henvendelse til mænd i sogne, hvorfra der hidtil ingen repræsentanter har været.

Der foresloges fra Herlufsholm sogn lærer Hornkilde; fra Rislev sognefoged Karl Nielsen; fra Tybjerg lærer Nielsen; fra Vallensved sognefoged Peder Rasmussen; fra Kyse kommune amtsrådsmedlem Rasmus Petersen, Baarsebjerg; fra Kastrup sognefoged M. A. Madsen, Nedervindinge; fra Skelby gmd. Peter Jørgensen, Trælløse; fra Kallehave ? ; fra Øster Egesborg ? ; fra Olstrup ?; fra Hyllinge: Søren Nielsen; fra Fensmark ? ; fra Marvede lærer Nielsen; fra Beldringe lærer Dael; fra Jungshoved Povl Andersen.

3.Der forhandledes om udvidelse af foreningens virksomhed ved:

a.Et møde for kirke- og skole……mænd (?) i Næstved fastelavnsmandag. Man vedtog at holde mødet kl. 2 og indbyde 2 talere, særlig en kirke- og en skolemand.

b.Møde i Vordingborg Valdemarsdagen (15. juni).

c.Præstø (efterårsmøde Mikkelsdag). Kirkelige skolespørgsmål (grundtvigsk og i almindelig form i lighed med Næstvedmødet). Udvalg: Redaktør Petersen, J. Madsen, P. Kristensen, Poul Andersen.

 

Lovene blev indskrevet bagest i protokollen, og der ses ingen ændringer, selv om protokollen senere omtaler mulige ændringer:

Vedtægter

§ 1 Foreningens formål er at vække og nære folkeligt og kirkeligt liv i Sydsjælland ved

afholdelse af møder den 5. juni i Mogenstrup Skov, samt ved møder andre tider og steder,

når der viser sig trang og betingelser derfor.

§ 2 Medlemmerne vælger en formand og næstformand, som indkalder til møder for at

planlægge møderne, samt for at tage bestemmelse om sager af betydning for foreningens

virksomhed.

Til at føre foreningens regnskab vælges en kasserer, der sammen med formand og

næstformand danner forretningsudvalg. Valget af formand, næstformand og kasserer

gælder for 1 år.

Til ordning af foreningens anliggender kan der nedsættes udvalg.

Ved udtrædelse vælges ny medlemmer af de tilbageværende, ligesom ny medlemmer kan

vælges fra sogne, der ikke hidtil har været repræsenterede i foreningen.

§ 3 Foreningens beholdning og formue indsættes til en solid bank eller sparekasse.

§ 4 Forslag om foreningens opløsning kan kun ske, når forslaget er kundgjort for

medlemmerne ved indvarslingen, og når mindst 2/3 af de mødte stemmer derfor.

Ændringer i denne lov samt alle andre spørgsmål afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

Dagsorden for møderne skal være meddelt ved indkaldelsen.

§ 5 Denne lov træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.

 

Vedtaget på mødet på Næstved Højskolehjem fredagen den 17. december 1915.

 

--------

 

Arbejdet i Indbyderforeningen var organiseret med et forretningsudvalg, som havde det overordnede ansvar, mens der for hver mødelokalitet blev nedsat et (stående) udvalg til at tage sig af årets møde - undertiden med egen lokale kasserer.

 

Foreningen søgte hele tiden at være repræsenteret i Sydsjællands forskellige sogne og områder, normalt ved at kontakte udvalgte personer og anmode disse om at indtræde som ”indbydere”. Således blev det på mødet den 11.5.1916 besluttet at rette henvendelse til sognene, som hidtil ikke var repræsenteret: Gdm. Kr. Olsen, Røstofte fra Ø. Egesborg sogn; Gdm. P. Jakobsen, Julebæk, for Herlufmagle sogn (lærer Hornkilde havde venligt meddelt ikke at kunne deltage på grund af svaghed); Husejer Henning Kristensen, Bakkebølle, for Vordingborg landsogn; Gmd. H. P. Bendtsen, Kalby, for Olstrup sogn.

 

Man vedtog i 1917 at samles 1 gang hvert år og tage almindelige bestemmelser og overlade resten til de stående udvalg på stedet. Man vedtog også at anskaffe et lille dannebrogsformet adgangstegn til alle indbyderne, som kunne bruges til alle møderne.

 

Fastelavnsmødet i 1920 blev udsat til maj måned pga. den spanske syge.

 

Sognefoged Ole Frederik Olsen, Blangslev, fremsatte i 1921 forslag om en national og folkelig festplads ved Mogenstrup. Der nedsattes et udvalg til at føre sagen frem ved at forhandle med skovejeren. Udvalget kom til at bestå af sognefoged O. Fr. Olsen, forstanderne Dam og Halse, gdr. Anders Larsen, Lundby, og gdr. S. P. Frandsen, Dysted. To år senere meddelte O. Fr. Olsen resultatet af det nedsatte udvalgs virksomhed om køb af Mogenstrup skoven: ”Sagen har ikke kunnet føres igennem for tiden, og man venter indtil videre” (hvilket er det sidste om denne sag i protokollen, Red.).

 

I januar 1936 førtes en del forhandling om grundlovsmødet i Mogenstrup. Man var betænkelig ved at fortsætte, dels pga. det årlige underskud, dels pga. at skoven er blevet alm. udflugtssted, så de fleste ikke besøger mødet. Kroballet om aftenen giver heller ikke stedet det bedste ry.

Det besluttedes at forlægge grundlovsmødet til Brøderup Højskole. Det vedtoges, at annoncen næste år skulle indeholde indbydernes navne, og at entreen skulle være 75 øre både grundlovsdag og valdemarsdag (samt 3 talere hvert sted).

Efter nogen forhandling på indbydernes møde i oktober 1948 vedtoges det at afholde 100-års grundlovsmødet den 5. juni 1949 på Brøderup Ungdomsskole (højskole indtil 1947) og at søge forbindelse med nabokommunerne om tilslutning hertil. Til evt. at forhandle med nabokommuner og politiske partier om deltagelse i grundlovsmødet valgtes formanden, sparekassebestyrer Neerup, pastor Hansen og forstander Greve. Grundlovsmødet på Brøderup holdtes i samarbejde med de politiske partier i anledning af grundlovens 100 års jubilæum, og fra de fælles grundlovsmøder blev modtaget overskud på knapt 700 kr. Det vedtoges at lade sognerådsformand N. Geert-Jørgensen overbringe en tak til kommunerne.

 

Søndag den 2.8.1967 holdtes det årlige sommermøde på Brøderup Ungdomsskole med foredrag af amanuensis Jørgen Birkedal, Aarhus, og forstander Hans Lund, Tranderupgaard. Da der kun var mødt 42 betalende deltagere (hvor var eleverne og deres forældre?), gav mødet et underskud på lige ved 600 kr., så formuen nu var 760,12 kr.. Formanden red. Bruun meddelte, at da han nu havde haft ledelsen i 20 år, ønskede han at få en afløser. Til ny formand valgtes forstander Ejnar Greve, Brøderup Ungdomsskole. Herefter afholdt Indbyderforeningen kun endnu ét grundlovsmøde, nemlig den 5.6.1969, og den menes nedlagt i 1971.

 

Foreningens protokol slutter med at omtale Indbydermødet den 5.5.1971. Til stede var 7 indbydere. De mange afbud havde delvis årsag i, at der samtidig var konvent i Roskilde. Forstander Greve bød velkommen og gjorde rede for de store vanskeligheder ved at fortsætte disse møder - det fremgår bla. af den meget ringe tilslutning til de senere års møder. Regnskabet blev fremlagt og udviste en kassebeholdning på 552 kr.. Man vedtog ikke at holde møde i år og heller ikke næste år. Udvalget samles igen om 2 år, og der henstilles til de enkelte medlemmer da at tage en eller to interesserede med, således at man derved får udvidet udvalget. I øvrigt drøftede man årsagen til mødetrætheden og eventuelle veje til at overvinde denne mødetræthed – men uden at finde de vises sten.

Mødet hævet. Protokollen underskrevet af:

Einar Nielsen Gudrun Olsen

Peder Nielsen S. A. Munk G. Lund-Hansen

Ejnar Greve H. O. Hansen

 

Herefter er der ikke flere optegnelser i Forhandlingsprotokollen eller Regnskabsbogen, så Indbyderforeningen må anses for ophørt.

 

Restformuen blev i 1978 overladt forstander Ejnar Greve til udgivelse af fotobogen ”Ad Grundtvigs veje”, 1981 (se forsiden nedenfor).

 

Indbyderforeningens formænd:

Emil Dam Hans Peter Meinertsen Kristian Bruun Ejnar Greve

1915-1934 1934-1947 1948-1967 1967-1969/1971