Baggrund for indsamlingen

C.C.S. Danneskiold-Samsøe

i amtmandsuniform 1813,

malet af

C. G. Kratzenstein Stub

Til Taknemmelig Erindring om Christian Conrad Sophus Greve af Danneskjold Samsøe. Amtmand over Præstø Amt fra 1808 til 1823 rejst af Amtets Godsejere. Embedsmænd og Borgere (Tekst på mindestøtten) Fotograferet den 16.3.2009

 

Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (født den 11. juni 1774 – død den 6. juni 1823) var en dansk godsejer, overdirektør og amtmand.

 

Efter grevens pludselige død i 1823 blev der iværksat en storstilet indsamling og i ca. 1830 rejst en mindestøtte på det område overfor Mogenstrup Kirke, hvor der i århundreder havde været afholdt det årlige Kildemarked.

 

Mindestøtten blev rejst til minde om greven som person, ikke som greve, godsejer eller amtmand. På denne side kan du efter en kort levnedsbeskrivelse læse om, hvorfor der var så stor opbakning til indsamlingen, at mindestøtten kunne rejses og forsynes med det flotte marmorrelief, udført af Christen Christensen.

 

 

Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe som menneske

 

Han var født på Gisselfeld den 11. juni 1774. Faderen døde, da sønnen var 3½ år gammel, og Holger Rosenkrantz til Rosenholm blev hans formynder, indtil han blev afløst af amtmanden over Præstø amt, Joh. Rudolph Bielke.

Der blev sørget godt for den unge greves oplæring og opdragelse. Som 11-årig fik han præsten og digteren Chr. A. Lund som huslærer, og dette kom til at præge ham for livet. "Det var en lægedom fra himlen«, skrev Grundtvig i en påbegyndt biografi af Danneskjold.

I 1792 overtog Danneskjold som mindreårig klostrets bestyrelse med amtmand Bielke som kurator og medbestyrer. Bielke overtog ene ansvaret, mens den unge greve i årene 1793-95 var på en toårig udenlandsrejse sydpå. På turen var han ledsaget af den 7 år ældre teolog Edvard S. Hammer. En stor del af tiden tilbragte de i universitetsbyen Leipzig.

Efter Danneskjolds hjemkomst indtrådte han som overdirektør for Gisselfeld og holdt den 30. november 1795 bryllup med Henriette Valentine Kaas, datter af Holmens chef, admiral Frederik Christian Kaas. Dette ægteskab var indgået i kærlighed til hinanden – ikke arrangeret, selv om de kunne være passende partier for hinanden.

Allerede inden udenlandsrejsen havde han forbedret fæstebøndernes stilling gennem et nyt og ret humant hoverireglement. Frederik VI havde som kronprinsregent 1784-1808 gennemført landboreformerne i 1791, stavnsbåndets ophævelse i 1788 og landsbyernes udskiftning i 1790-erne. Som konge indførte han i 1814 folkeskolen.

Nu tog Danneskiold fat på at bringe klostrets gamle gæld ud af verden, virke som amtmand fra 1808, etablere den Danneskioldske Kanal, Næstved Sygehus - og meget mere.

Men Danneskiolds helbred havde gennem årene været vaklende og af og til bundet ham til hjemmet og sygelejet. I sommeren 1823 blev greven angrebet af en alvorlig lungebetændelse, og den 6. juni 1823 døde den travlt optagne mand, knap 49 år gammel. Den 14. juni blev han bisat i »Sophies Have«, en lille gravlund, der var indrettet i parken ved Gisselfeld efter en lille datters død i 1804.

Danneskjolds død efterlod et stort savn, ikke alene hos familiens medlemmer, og i de litterære og kunstneriske kredse, han havde åbnet sit hjem for, men også i de samfundslag, han havde forbindelse med som amtmand, godsejer og direktør for klosteret.

I Statstidende (senere »Berlingske«) blev der optaget flere sørgedigte i tidens stil til pris for den afdøde. Sognepræsten i Thorslunde-Ishøj, Johan Nicolaj Schou, var nok den, der bedst tolkede stemningen, da han sluttede sit digt med disse strofer:

»Retsind, sæt ham da et evigt Minde.

Højdaad, kron hans Navn med Egeløv!

Alle milde Dyder, lader rinde

hede Vemodstaarer paa hans Støv.«

 

Efter en storstilet indsamling i Præstø amt blev der på den gamle kildemarkedsplads i Mogenstrup Kirkeskov rejst en smuk mindestøtte for grev Danneskjold. Den unge, dygtige billedhugger og medaljør Christen Christensen udførte i 1827 det smukke marmorrelief, der symboliserede den uselviske kærlighed og troskab, nemlig motivet ”Caritas” (latin for barmhjertighed, kærlighed, næstekærlighed), udstillet på Charlottenborg i 1828-29.

 

Danneskiold-Samsøe som person

Danneskiold efterkom i det hele ikke alene tidens indgribende landbolovgivning, men gjorde som regel mere, end lovene påbød, og trods de snart indtrædende dårlige tider forstod han også at ophjælpe sine skove og fremme havedyrkningen på sine besiddelser.

Flere oplysninger findes i artiklerne ”Grundtvig og Gisselfeld” med undertitlen ”Hans forhold til sin velynder grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe” af Jens A. Nielsen, del I og del II.

Grundtvigs stadig utrykte levnedsbeskrivelse af grev Danneskiold må stamme fra efter-sommeren 1823. Pastor Poul Egede Glahn og N.F.S. Grundtvig havde planer om at udgive en biografi af greven. Glahn bad svogeren om at opsætte en skrivelse til en købmand i Hamburg for at få grev Danneskiolds brystbillede i litografi - 3-400 eksemplarer - til brug for det påtænkte mindeskrift. Det har bla. har været hensigten i biografien at trykke et mindedigt om grev Danneskiold af hans gamle lærer og ven, digterpræsten Christen A. Lund.

Man kan kun gætte på, hvad der har været årsagen til, at Grundtvig ikke fik sin planlagte biografi færdig, mere end 75 fuldt beskrevne kvartsider fordelt på 7 forskellige udkast.

For perioden 1795-1808 omtales grevens udbygning af Gisselfeld Klosters virksomhed og grevskabet Samsøe og Grundtvig indfletter en lille anekdote om hans indskrænkede stilling kort efter hans tiltrædelse som overdirektør for klosteret, ». . . at da han leiede en Mark af Gaardens Forpagter, for at øve sig i Land-Væsenet, bebreidede Grevinden ham det kiærlig, sigende: jeg synes ikke, Danneskiold! vi skulde udvide os saa meget.«

For perioden 1808-23 omtales grevens store godskøb, der gjorde hans forretninger uoverkommelige og under landbrugskrisen fra 1818 ødelagde hans velstand. Grundtvigs udkast standser brat med en kort omtale af grev Danneskiolds ældste datters alvorlige sygdom 1818-19, nemlig komtesse Louise Sophie Danneskiold-Samsøe, den senere hertuginde af Augustenborg.

Udkastet bringer Grundtvigs motivering for og hensigt med sin biografi:

»Jeg tør, uden at rødme for Nogen, der saae og hørde mig paa Gisselfeld, sige: Jeg var ei blandt dem der krøb eller smigrede for den Levende, og derfor tør jeg, uden at frygte for Efterslægtens Dom, frimodig stille mig blandt dem, der af Hjertens-Grund prise den Hensovede, i hvem ogsaa jeg tabde en Velynder og Velgiører, som de sjelden findes . . .« Men Grundtvig vil være sanddru i sin ros, også fordi den afdøde var en svoren fjende af al overdreven ros. Udkastet karakteriserer grev Danneskiold som et udpræget hjertemenneske. Med andre ord, hvem der ikke føler kærlighedens levende magt i sig, vil ikke til fulde kunne værdsætte en mand som grev Danneskiold, hvis stille virke var heltens bedrifter så ganske modsat.

Da greven voksede op, var Gisselfeld et stille dunkelt enkesæde, som næsten ingen gæstede. Hans opdragelse blev derfor på en måde klosterlig, men netop dette i forbindelse med Christen A. Lunds kærlige og levende, i bedste forstand folkelige undervisning, var en betingelse for den folkelige danskhed, der alle dage var grev Danneskiolds. »Visselig, det var ikke blot den landlige Lyst i den maigrønne Skov og de blommede Enge, som her parrede sig med Ærbødighed for Oldtidens Kraft. Det var ligesaavel Fortroligheden med det usmin-kede, Jævne og Folkelige, i Væsen, i Tanke-Gang og Tale-Maade, det rigtige Blik for Almuens Tarv og Behandling, det rette Greb paa landlig Syssel, den utrættelige Virksom-hed, den kiærlige Langmodighed, det var alle disse Grevens udmærkede Egenskaber.«

 

Greven som amtmand

Grundtvig fremhæver især grevens evne til at forlige sager, hvad den morsomme lille anekdote om grevens ord til bonden også klart bærer vidne om. »Hvorlænge er det vel siden, du kyssede din Kone, sagde Greven til en Bonde-Mand, som mest af frygt for konen ei vilde forlige en i Grunden ubetydelig Sag, og da Bonden svarede: ja, det er rigtig nok længe siden, svarede Greven: Nu, saa lad det være det Første, du giør, naar du kommer hjem, saa skal du see, hun glemmer at skiænde.«

». . hans dybe Følelse af Embedets indvortes, moralske Vigtighed og af den dybe Sandhed, at man helst skal overtale, selv hvor man kunde befale, og fremforalt heller lukke Øiet end knytte Haanden for Smaating. . .«

»… saa var og blev han stedse den milde, retsindige, klarøiede, virksomme Befalingsmand, der paa den rette Vei stræbde at fremme det Gode og tæmme det Onde, og i hvem Geistlig og Verdslig, Riig og Fattig, Herremand og Bonde fandt den Understøttelse, Mægling og Velvillie, hans Sag fortjende, og den Amtmand det med Sandhed kan vidnes om, behøver vist ikke at skye enten Samtids eller Fremtids Dom.«

 

Grevens virke som overdirektør for Gisselfeld Kloster

»han betænkde nok, hvad han gjorde, men regnede stort og ædelt, efter Gyldenløvers Regne-Bog, spurgde langt mindre hvad Bekostninger kunde indbringe, end hvad der ved dem rimelig kunde udrettes, til Manges Tarv og ædel Fryd.«

Ved hans tiltrædelse af overdirektørstillingen var der 10 konventualinder (stiftsdamer), ved hans død 45, og da alle i Klosterets tjeneste efterhånden fik deres løn forhøjet, måtte greven personlig ofte komme stiftelsen til hjælp. Da landbrugskrisen satte ind fra 1818, bar han næsten ene mand Klosterets store udgifter. Dette fremhæver Grundtvig også som noget ganske enestående.

På linje hermed gives en udførlig omtale af grevens største private indsats, anlæggelsen af den »Danneskioldske Canal« fra Bavelse sø til Næstved, et kæmpearbejde, der påbegyndtes 1810 og fuldførtes 1814, men som ikke fik nogen egentlig betydning, da freden igen var etableret, og brændet sank til urimeligt lave priser.

»Havde Greven af Egennytte anstrænget sig over Evne, da var han at laste, men gjorde han det af Gavne-Lyst, med Udsigt til at overkomme det, som kun forsvandt ved uforudset Tilfælde, da bør han vist ei roses mindre, fordi han, ved (at) aabne hint gamle Løb, aabnede sig selv en Sorgens Kilde, hvoraf han drak, om ikke Døden, saa dog en Smerte-Kalk, som har for ædle Hjerter Dødens Bitterhed.« Og Grundtvig nævner, at greven allerede 1811 kunne have solgt brænde til et beløb, der ville have bragt hans økonomi i den bedste orden, men at han undlod det for ikke at bebyrde bønderne med pligtkørsel.

Grundtvig kan ikke bedømme greven som jorddrot og landmand, »men at han ogsaa i denne Henseende bestandig saae mere paa Fremtiden end paa Øieblikket, mere paa Gavnlighed end paa Bekostning og Indtægt, det veed vi alle.«

Grundtvig nævner, hvor elsket grev Danneskiold blev i 1809-10 som sætteværge for Herlufsholm under forstanderens fravær, saa at »ingen Fremmed som giæstede Gisselfeld paa Høitids-Dage, kunde andet troe, end han var altid Skole-Herre«.

Mens Grundtvig mfl. ikke fik udgivet noget mindeskrift om greven, har han udgivet et på vers:

»Gissel-Feld eller Grev Danneskiolds Efter-Mæle paa Rim«

af / Nik. Fred. Sev. Grundtvig. / Præst.«

 

Grundtvigs store mindedigt om greven nåede både at blive færdigt og delvis trykt få år efter at han havde skrevet det. Efter alt at dømme er digtet blevet til, fordi den planlagte prosa-levnedsbeskrivelse af en eller anden grund ikke kom længere end til de fyldige udkast.

 

Kilder:

1. ”Grundtvig og Gisselfeld” med undertitlen ”Hans forhold til sin velynder grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe” af Jens A. Nielsen, del I og del II.

2. Bogen "Bedste Grevinde" af Lisbeth Smedegaard Andersen

3. Endvidere er der omtalt flere nekrologer, som det endnu ikke er lykkedes os at fremskaffe

 

 

Mindeord om C.C.S. Danneskiold-Samsøe

 

Med inderligt Veemod og taareblandet Øine skuer jeg den Gravhøi, som giemmer de jordiske Dele af det ædleste Menneske – den sande og store Menneskeven og adelsbaarne Greve af Danneskiold-Samsøe.

Som var og blev sin Gud og Konge troe

hvis Liv var Fred, hvis Død var Roe.

Det meget Gode, Roelige og Gavnlige, som den almindelig elskede og nu savnede Menne-skeven, saavel i Embedsstilling som i private Forhold har mistet, er og bliver i varigste Minde til slibige Efterslægt. – Ret Opofrelse af Sandhed og mange Livets Behageligheder, som omgave denne sande Dannersmand i hans private hjemlige [?] Kreds, der var et jordisk Paradis, overtog han et møjsommeligt Kald – kuns for at gavne Staten og sine Medmenne-sker. – Og der strømmer Taarer af Øine fordi han er ei meer paa Jorden; thi hvo var nu denne menneskekærlige og venneblide Mand og Øvrighedsperson, af hvis Øine fremstraalede inderligste Godhed og Blidhed imod enhver, uden hensyn til Stand eller Person, og hvis største Lyksalighed bestod udi at giøre Ret.

Ikke alene min, men manges Velgiører og den Høit-agted ivrigste Talsmand og Understøt-telse i Nøden, som velsigner denne Ædles dyrebare Minde og med inderligste Veemod begræder hans Død; men han nyder nu i Fredens egne, Belønning for sin store Daad paa Jorden og for det meget gode og Rettige han virkede iblandt Medmennesker, for hvem hans eiegode Hierte stedse var aaben, og til hvem enhver kunne tage sin Tilflugt og vente Hielp. Modtag da store forklarede Velgiørerer min uskrømtede Tak paa hin Side Graven for enhver Brig accented mod mig, som evig velskaber det Ædleste blandt Mennesker, Greven af Danneskiold-Samsøe, og udbreder af Himlen Lyksalighed over denne Menneskeven og over hans efterladte kæreste Familie, som mistede ved ham det største af jordiske Goder, og hvis Tab aldrig kan oprettes her i Livet, men ikkun Haabet om Gienforening hidset, naar ellene [?] berørlige os træde.

Saa sov da trygt, o ædle Mand! i den til hvile valgte Lund ved Borgen Gisselfeldes Have,

omgiven af Naturens og Konstens mange Yndigheder, som denne sjeldne Mand forstod at skabe.

Og naar engang i fierne Tid du Vandringsmand dit Øie falder paa den Gravhøi og den Volv,

som giemmer jordisk Drel af Jordens Ædleste, da viid det er Nutidens Kiæreste,

den sande store Dannersmand Grev Danneskiold.

-m.

 

Disse mindeord stod den 25.7.1823 side 7 at læse i "Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende". Navnet på skribenten "-m." kendes ikke, men den kan være digteren Christian Molbech (1783-1857), som tidligere kom på Gisselfeld.