Mindestøtten

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

 

 

Mindestøtten, istandsat og renset af Mogenstrup Kildelaug (efterår 2016)

 

Se Nationalmuseets fotos fra 1928:

1.Originalfoto (med græs foran)

2. Beskåret foto (kun mindestøtten)

 

Inskriptionen er opmalet i august 2017,

så man kan se hele teksten.

Samtidig blev soklen renset.

 

Elizabeth Tylers tegning, som blev brugt til fremstilling af kobberpladen i 1980-erne (Næstved Museum)

 

Nederst på den kobberplade, som blev sat op på mindestenen står:

(linie 1:)

DET ORIGINALE MARMORRELIEF FRA CA. 1830, UDFØRT AF KUNSTNEREN CHRISTEN CHRISTENSEN (1806-1845), OPBEVARES PÅ NÆSTVED MUSEUM

(linie 2:)

RELIEFFETS MOTIV ER GENGIVET I STREG AF ELIZABETH TYLER STORSTRØMS AMTSKOMMUNE 1985

 

Kobberpladen fotograferet

den 16.3.2009

 

Foto den 20.1.2017

 

Til Taknemmelig Erindring om

Christian Conrad Sophus greve af Danneskiold Samsoe.

Amtmand over Præstø Amt fra 1808 til 1823

af Amtets Godseiere. Embedsmænd og Borgere

(Tekst på mindestøtten)

 

Efter grevens pludselige død i 1823 blev der iværksat en storstilet indsamling for at rejse et mindesmærke for hans menneskelige egenskaber, ikke for hans arbejde som "embedsmand" - se nedenfor. Mindestøtten blev i ca. 1828 rejst på det område overfor Mogenstrup Kirke, hvor der i århundreder havde været afholdt det årlige Kildemarked.

 

Mindestøttens fundament var ved at skride ud, så Mogenstrup Kildelaug har i samråd med Næstved Kommune repareret soklen og renset støtten i eftersommeren 2016. Kildelauget arbejder også på at reparere og genindsætte det marmorrelief (eller kopi heraf), som efter hærværk blev taget ud sidst i 1980-erne og erstattet af en kobberplade, hvori var ætset samme motiv.

C.C.S. Danneskiold-Samsøe

i amtmandsuniform 1813

(malet af C. G. Kratzenstein Stub)

Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (født den 11. juni 1774 – død den 6. juni 1823) var en dansk overdirektør, godsejer og amtmand.

 

Han var søn af Frederik Christian greve Danneskiold-Samsøe og dennes anden hustru. Lidt over 3 1/2 år gammel mistede han sin far og fik 1785 den senere som digter og præst bekendte Christen Andersen Lund til vejleder. 1792 tiltrådte han som mindreårig styrelsen af grevskabet Samsøe og overdirektoratet for Gisselfeld Kloster, og i hvilken retning han gik, kan ses deraf, at han, før han 1792-93 foretog en længere udenlandsrejse, udfærdigede et nyt hoverireglement for Gisselfeld, der i høj grad lettede bøndernes stilling.

 

Han efterkom i det hele ikke alene fuldt ud tidens nye, indgribende landbolovgivning, men gjorde som regel mere, end lovene påbød, og trods de snart indtrædende dårlige tider forstod han også at ophjælpe sine skove og fremme havedyrkningen på sine besiddelser. Han tilkøbte efterhånden godserne Holmegaard, Ravnstrup, Næsbyholm, Bavelse, Nordfeld og Aalebæksgaard og var medinteressent i Rosendal gods.

 

For at lette brændetransporten fra Næsbyholms Skove lod han Susåen opgrave fra Bavelse til Næstved, og "Den danneskjoldske Kanal" befaredes første gang 11. september 1812. Projektet ændrede også havneanlægget i Karrebæksminde. Dette store projekt kostede ham rigtigt mange anstrengelser, penge og spekulationer - ja, efter hans død overtog staten endda hele kanalen, samt Næsbyholm og Bavelse godser, som var stillet som pant for de mange lån i en periode med stor inflation og Kurantbankens bankerot.

 

I 1808 blev han amtmand over Præstø Amt, og i denne stilling, som han bevarede til sin død, virkede han bl.a. for et sygehus i Næstved mv. I 1799 foranledigede han udfærdigelsen af en ny fundats for Gisselfeld, hvorved adgangen til klosteret lettedes derved, at indskudspengene nedsattes, og samtidig forhøjedes hævningerne ligesom konventualindernes (stiftsdamernes) antal. Han udvidede desuden klosterets virksomhed ved at bestemme en årlig anvendelse af summer til skolevæsenets fremme og til udstyr for uformuende piger af alle stænder.

 

I 1821 udvirkede han, at klosteret, der hidtil kun havde været for adelige damer, fik en særlig afdeling for døtre af uadelige i de tre første rangklasser.

 

I 1808 blev han Storkors af Dannebrog, og samme år fik han for sig og descendenter rang med nr. 13 i rangforordningens 1. klasse; 1815 blev han gehejmekonferensråd og døde 6. juni 1823.

 

Den 30. november 1795 havde han ægtet Johanne Henriette Valentine Kaas (12. august 1776 – 28. juli 1843), datter af admiral Frederik Christian Kaas og Edele Sophie født Kaas.

 

Lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe ansøgte den danske konge om at måtte anlægge et glasværk i Holmegaard Mose. Men i 1823 døde lensgreven uden at have fået svar på sin ansøgning. Da hans enke, Lensgrevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, kort efter sin mands død modtog kongens tilladelse til at anlægge et glasværk, besluttede hun at ville videreføre projektet.

 

Værket bliver lagt i mosen, fordi der her er nok af det nødvendige brændsel til glasovnenes høje temperaturer, og i 1825 startede den første produktion på Holmegaard glasværk. I begyndelsen fabrikerede værket kun grønne flasker, men Henriette ønskede også en produktion af drikkeglas i klart glas. Det kunne de bøhmiske glasmagere fremstille.

 

...

 

Om indsamling til mindestøtten i Mogenstrup Kirkeskov

 

Brev af 22.3.1824

 

fra Borgmester Morten Smith Schønheyder, Næstved

 

til Bertel Thorvaldsen, Rom

 

om Rådgivning vedr. udformning af mindestenen for C.C.S. Danneskiold-Samsøe

 

Da Deres Højvelbaarenhed kjendte den Afdøde Grev Danneskiold-Samsøe og jeg altsaa kan forudsætte, at De agtede og elskede denne sjeldne Mand, hvem man blot behøvede at nærme sig for at vorde gjennemtrængt af sammes Brodersind og Kjærlighed som den fremlyste af hans aabenhjertige Aasyn ikke mindre end af hans Tale og enhver af hans Handlinger, saa behøver jeg vistnok ikke at bede Dem at undskylde mig, naar jeg ulejliger Dem med disse Linier, hvis Hensigt er at anmode Dem om, at De vilde være nogle af den Saliges Venner behjelpelig med at hædre hans Minde. Vi have sammenskudt en Capital af omtrent 600 Specier, hvorfor vi ville bekoste opsat en Mindesteen for den Afdøde. Som klog Statsmand og Embedsmand havde han vistnok adskillige Ligemænd. Endskjøndt ingen var en trofastere og sandere Ven af sin Konge og ingen kunde være besiælet af større Fædrenelandskjærlighed end Danneskiold saa overgik dog mange ham i Verdensklogskab og i Kundskaber i Stats Oeconomie og Jurisprudentsen. Det skulde derfor ikke være for den udmærkede Statsmand og Embedsmand, der skulde opreises en prægtig Hæders-Støtte, men til Vidne om vor dybe Sorg og om vor Ærefrygt og Venskab for den Mand der var ligesaa udmærket ved sin Dyd, Menneskekjerlighed og Retskaffenhed som ved sin høje Byrd, ville vi opreise et Minde, der skulde være ligesaa fordringsløst og beskedent som Dyden selv der besiælede den Afdøde. Da de os fra afdøde Dajon og en Stenhugger i Kjøbenhavn leverede Tegninger, der alle ere omtrent i samme Smag som Bernstorffs Støtte paa Gientofte Bakke, forekomme os at være mere prægtige end smagfulde, have vi ej kunnet bifalde disse; men endskjøndt vi saaledes troe at kunne see Manglerne ved de os leverede Tegninger og endskjøndt vi synes utydeligen at føle hvorfor de burde være anderledes, saa kunde dog ingen af os sige, hvorledes vor Plan da retteligen skulde udføres, det var nødvendigt at vi maatte søge Raad og Vejledning hos andre og vi maatte naturligviis snart blive enige om, at naar Europas berømteste Billedhugger blot vilde værdige os, med faa Linier at sige os sin Mening om Sagen, saa vilde vi snart komme paa ret Vej. Efter vort Forslag skulde den omhandlede Mindesteen opreises i en liden Skov ved Mogenstrup Kirke /: altsaa ikke ved den Afdødes Grav, hvor den Salige udtrykkelig har bestemt, at en raa Kampesteen blot skulde tilkjendegive det Sted hvor man lagde hans Liig:/ I den ommeldte Skov, hvor der hvert Aar fra gammel Tid holdes et St Hans Marked, har den Afdøde ladet en forfalden Kilde istandsætte og anbringe nogle Promenader. Aarsagen hvorfor vi have valgt dette Sted, er fordi det var et af Grevens Yndlingssteder fordi han fordums her jevnligen samledes med en stor Deel af sit Amts Beboere og af sine Venner, men ikke ville vi, at man skulde troe, at det var for dette ringe og ubetydelige Anlæg at man vilde hædre ham. Danneskiolds Menneskekiærlighed og dydige Sind har langt kraftigere udtalt sig ved hans Stiftelse af Præstøe Amts Sygehuus, den flittige og virksomme Embedsmand lagde Planen til denne gavnlige Stiftelse, som for en stor Deel blev opført ved den kiærlige og deeltagende Danneskiolds egen betydelige Gaver. Ved denne Stiftelse var det altsaa langt mere passende at opsætte hans Mindesteen, dersom denne skulde staae paa et Sted der vidnede om hans Færd som Embedsmand. Grevinde Danneskiold synes imidlertid at det var mindre passende, at opsætte et sligt Monument ved et Hospital og Sygehuus og da vi, som meldt, ikke saameget ville hædre Embedsmanden som den gudfrygtige og dydige og goddædige Mand, saa have vi frit Valg i Henseende til Stedet; thi der er intet Sted i Præstøe Amt hvor der jo boer en eller anden trængende, nødlidende og af Mængden ringeagtet Mand, som henvendte sig til Grev Danneskiold og hos ham fandt en broderlig, skaanende og kjærlig Modtagelse.

 

Efter at jeg saaledes har forudskikket mine ufuldkomne Anskuelser af Gjen[standen] for dette Brev, vover jeg at fremføre vor Bøn til Deres Højvelbaarenhed. Vi bede, at De ved et Par Ord vilde vejlede os i Udførelsen af vor Plan at De, ved at sende os blot et løst Udkast til en Tegning, vilde giøre os Deres Ideer anskueligen og at De vilde sige os hvem vi sikkert kunde henvende os til i Kjøbenhavn angaaende Udførelsen. At De vilde paatage Dem, at hædre vor Afdøde Ven, ved selv at udføre blot en liden Deel af Arbejdet, tør vi vel neppe haabe, endskjøndt vi saa inderligen ønske det; det er vist, at et eneste Hug af Deres Meisel paa den Afdødes Mindesteen vilde hædre ham mere end alle andre Billedhuggeres Pragtstøtter.

 

Det vil være mig usigeligt smigrende at kunne have den Ære at modtage Deres Svar, ikkun beklager jeg at jeg skulde miste min Ven, min faderlige Velgjører og broderlige Vejleder, for at faae Anledning til at nærme mig Dem.

Nestved d: 22de. Marts 1824.

Deres ærbødigste

Højvelbaarne Hr EtatsRaad

Thorvaldsen, Professor

Ridder af Dannebr & af Jernkrone Ordenen i Rom

---------------------

 

Bertel Thorvaldsens anbefaling blev formodentlig at kontakte billedhuggeren Christen Christensen.

 

Mindestøttens oprindelige relief ”Caritas” af marmor er i 1827 udført af Christen Christensen. Relieffet var samme år udstillet på Charlottenborg, og i 1828-29 blev det opsat på Mindestøtten.

 

Relieffet blev omkring 1985 udsat for hærværk, nedtaget og overdraget Næstved Museum. I stedet blev der opsat en kobberplade med samme motiv - dog med en fejl ved det stående barn.

 

 

Se mange billeder af mindestøtten og området i Fotogalleriet

 

M.S. Schønheyder

EtatsRaad og Borgmester i Nestved i Siælland

I 1980-erne blev det originale Relief slået i stykker. Læg puslespillet ved at klikke på billedet.

Christen Christensen (født den 18. januar 1806 i København – død den 21. august 1845 sammesteds) var en dansk billedhugger og medaljør.

 

Christen Christensens far var købmand John Christensen, hans mor var født Birch; han mistede kort før sit 14. år sin far.

 

Efter konfirmationen blev han sat i lære hos billedhugger Nicolai Dajon, hvor han arbejdede i 4 år til dennes død (december 1823), og samtidig besøgte han Kunstakademiets Skoler. Her vandt han i hurtig rækkefølge 1824 den lille og store sølvmedalje, samme år en pengepræmie for modellering efter den levende model og 1825 den mindre guldmedalje som billedhugger. Varmt anbefalet til kongelig understøttelse udførte han til Christiansborg Slot billedstøtterne Troskab og Sandhed til forhallen, Arkitektur, Malerkunst og Billedhuggerkunst til "Kongens" Trappe samt basrelieffet Apollo blandt Hyrder til dronningens påklædningsværelse, medens han samtidig konkurrerede til og vandt den store guldmedalje ved Akademiet. Opgaven var Elias opvækker Enkens Søn (1827). Året før havde han udført Melpomene og Thalia til det daværende Kongelige Teater.

 

På modellen til denne medalje blev Christen Christensen medlem af Kunstakademiet 27. august 1838, i 1843 blev han udenlandsk medlem af kunstakademiet i Berlin og samme år Ridder af Dannebrog, i 1845 af kunstakademiet i Stockholm. Fra 1841 fungerede han i 2 år som professor ved modelskolen, og efter Thorvaldsens død blev han 13. september 1844 selv udnævnt til professor ved modelskolen. Men hans virketid blev kun kort. De mange arbejder havde overanstrengt ham, i de sidste 10 år af hans liv var hans nervesystem stærkt angrebet, og allerede 21. august 1845 bortkaldte døden ham, knap 40 år gammel. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

 

Han blev i 1835 gift med Oline Louise Bugge, med hvem han havde to døtre, hvoraf den ene blev gift med maleren Adolf Mackeprang. Hans enke overlevede ham til 9. marts 1878

 

 

Mindeord om C.C.S. Danneskiold-Samsøe

 

Med inderligt Veemod og taareblandet Øine skuer jeg den Gravhøi, som giemmer de jordiske Dele af det ædleste Menneske – den sande og store Menneskeven og adelsbaarne Greve af Danneskiold-Samsøe.

Som var og blev sin Gud og Konge troe

hvis Liv var Fred, hvis Død var Roe.

Det meget Gode, Roelige og Gavnlige, som den almindelig elskede og nu savnede Menne-skeven, saavel i Embedsstilling som i private Forhold har mistet, er og bliver i varigste Minde til slibige Efterslægt. – Ret Opofrelse af Sandhed og mange Livets Behageligheder, som omgave denne sande Dannersmand i hans private hjemlige [?] Kreds, der var et jordisk Paradis, overtog han et møjsommeligt Kald – kuns for at gavne Staten og sine Medmenne-sker. – Og der strømmer Taarer af Øine fordi han er ei meer paa Jorden; thi hvo var nu denne menneskekærlige og venneblide Mand og Øvrighedsperson, af hvis Øine fremstraalede inderligste Godhed og Blidhed imod enhver, uden hensyn til Stand eller Person, og hvis største Lyksalighed bestod udi at giøre Ret.

Ikke alene min, men manges Velgiører og den Høit-agted ivrigste Talsmand og Understøt-telse i Nøden, som velsigner denne Ædles dyrebare Minde og med inderligste Veemod begræder hans Død; men han nyder nu i Fredens egne, Belønning for sin store Daad paa Jorden og for det meget gode og Rettige han virkede iblandt Medmennesker, for hvem hans eiegode Hierte stedse var aaben, og til hvem enhver kunne tage sin Tilflugt og vente Hielp. Modtag da store forklarede Velgiørerer min uskrømtede Tak paa hin Side Graven for enhver Brig accented mod mig, som evig velskaber det Ædleste blandt Mennesker, Greven af Danneskiold-Samsøe, og udbreder af Himlen Lyksalighed over denne Menneskeven og over hans efterladte kæreste Familie, som mistede ved ham det største af jordiske Goder, og hvis Tab aldrig kan oprettes her i Livet, men ikkun Haabet om Gienforening hidset, naar ellene [?] berørlige os træde.

Saa sov da trygt, o ædle Mand! i den til hvile valgte Lund ved Borgen Gisselfeldes Have,

omgiven af Naturens og Konstens mange Yndigheder, som denne sjeldne Mand forstod at skabe.

Og naar engang i fierne Tid du Vandringsmand dit Øie falder paa den Gravhøi og den Volv,

som giemmer jordisk Drel af Jordens Ædleste, da viid det er Nutidens Kiæreste,

den sande store Dannersmand Grev Danneskiold.

-m.

 

Disse mindeord stod den 25.7.1823 side 7 at læse i "Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende". Navnet på skribenten "-m." kendes ikke, men den kan være digteren Christian Molbech (1783-1857), som tidligere kom på Gisselfeld.