Danneskiolds Kanal

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

 

 

Mindestøtten i Mogenstrup Kirkeskov,

istandsat og renset af Mogenstrup Kildelaug (efterår 2016)

 

Næstved ved Susåen (postkort, trykt 1846)

 

Susåen i Næstved (postkort, ukendt år)

 

Næstved ca. år 1800 (postkort, sendt 5.5.1921)

 

Næstved Havneparti (postkort, ukendt år)

 

C.C.S. Danneskiold-Samsøe var ejegod, men havde et noget svagt helbred, hvor han måtte aflyse aftaler.

 

Den Danneskioldske Kanal gav ham også så mange bekymringer og udgifter, at det nok var med til at tage livet af ham i 1823, 49 år gammel.

 

N.F.S. Grundtvig skriver således i et udkast til mindeskrift:

»Havde Greven af Egennytte anstrænget sig over Evne, da var han at laste, men gjorde han det af Gavne-Lyst, med Udsigt til at overkomme det, som kun forsvandt ved uformodenlige Tilfælde, da bør han vist ei roses mindre, fordi han, ved (at) aabne hint gamle Løb, aabnede sig selv en Sorgens Kilde, hvoraf han drak, om ikke Døden, saa dog en Smerte-Kalk, som har for ædle Hjerter Dødens Bitterhed.«

Grundtvig nævner også, at greven allerede i 1811 kunne have solgt brænde til et beløb, der ville have bragt hans økonomi i den bedste orden, men at han undlod det for ikke at bebyrde bønderne med pligtkørsel.

 

En lille pudsighed: Den Danneskioldske Kanal blev formodentlig brugt til at fragte brændbart træ til bla. landets og hovedstadens første sygehus: Frederiks Hospital - se siden om Næstved Sygehus.

 

C.C.S. Danneskiold-Samsøe

i amtmandsuniform 1813,

malet af

C. G. Kratzenstein Stub

Til Taknemmelig Erindring om Christian Conrad Sophus Greve af Danneskjold Samsøe. Amtmand over Præstø Amt fra 1808 til 1823 rejst af Amtets Godsejere. Embedsmænd og Borgere (Tekst på mindestøtten) Fotograferet den 16.3.2009

 

Efter grevens pludselige død i 1823 blev der iværksat en storstilet indsamling og i ca. 1830 rejst en mindestøtte på det område overfor Mogenstrup Kirke, hvor der i århundreder havde været afholdt det årlige Kildemarked.

 

Mindestøtten blev rejst til minde om greven som person, ikke som greve, godsejer eller amtmand. Vi finder det dog på sin plads her at fortælle om "Den Danneskioldske Kanal", mens du kan læse om Næstved Sygehus og Holmegaard Glasværk (Bedste Grevinde) på andre sider.

 

Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (født den 11. juni 1774 – død den 6. juni 1823) var en dansk overdirektør, godsejer og amtmand.

 

Han var søn af Frederik Christian greve Danneskiold-Samsøe og dennes anden hustru. Lidt over 3 1/2 år gammel mistede han sin far og fik 1785 den senere som digter og præst bekendte Christen Andersen Lund til vejleder. 1792 tiltrådte han som mindreårig styrelsen af grevskabet Samsøe og overdirektoratet for Gisselfeld Kloster, og i hvilken retning han gik, kan ses deraf, at han, før han 1792-93 foretog en længere udenlandsrejse, udfærdigede et nyt hoverireglement for Gisselfeld, der i høj grad lettede bøndernes stilling.

 

For at lette brændetransporten fra Næsbyholms Skove lod han Susåen opgrave fra Bavelse til Næstved, og "Den danneskjoldske Kanal" befaredes første gang den 11. september 1812. Havn og sejlrende i Karrebæksminde blev samtidig flyttet fra syd til nord for Enøs nordlige del Ljungshave (hvor vi i dag finder campingplads og ferieboliger). Dette store projekt kostede ham rigtigt mange anstrengelser, penge og spekulationer - ja, efter hans død overtog staten endda hele kanalen, samt Næsbyholm og Bavelse godser, der var stillet som pant for de mange lån i en periode med stor inflation og Kurantbankens bankerot. Læs mere nedenfor.

 

Den Danneskioldske Kanal

 

En festdag

Fredag den 11. september 1812 var der vældigt liv og røre ved Susåen. På den lange strækning fra åens udløb af Bavelse sø og til Herlufsholm, hvor åen bred og vandrig glider af sted gennem frugtbare marker og brede enge, stod egnens befolkning opstillede og ventede på, at noget skulle ske. Det var et herligt, solklart og varmt eftersommervejr med en let vestenvind, og de forsamlede ventede på en festlig begivenhed. Kisteklæderne var kommet frem, og børnene løb forventningsfulde frem og tilbage langs åen.

Endelig skete der noget. Et par heste kom frem ad den nylig anlagte sti langs åbredden og trak efter sig en stor pram, som blev styret af to mand, en i forstavnen med en stage og en i bagstavnen, som passede roret.

Prammen var fyldt med mennesker i deres fineste stads, herrer i flotte uniformer med trekantede hatte, og damer i smukke dragter. I alt var der 80 personer, som ejeren af godserne Næsbyholm og Bavelse, grev Danneskiold-Samsøe, havde inviteret til at sejle med fra Bavelse til Næstved om bord på denne bekvemt indrettede pram.

Der blev råbt hurra og svinget med hattene, mens selskabet gled forbi. Bondekonerne syntes nok, at det gik alt for hurtigt til, at man rigtigt kunne se alle de fine mennesker, pigerne nejede kønt for det høje herskab, og drengene fulgte i passende afstand båden på vej.

Det var en usædvanlig begivenhed, der blev fejret: Indvielsen af Den Danneskioldske Kanal. Den var resultatet af et kæmpemæssigt gravearbejde, som havde gjort Susåen sejlbar for store pramme fra Tystrup-Bavelse søerne til Næstved. Herfra var der i forvejen pramfart til Karrebæksminde, der var Næstveds havneby.

Nyhedsbladet »Dagen« skriver et par dage efter: »Det skønneste vejr begunstigede denne fart gennem de yndigste enge og frugtbare marker, forbi landsbyer og herregårde, der frembød de behageligste afvekslinger. ... Under musik og sang nåede toget efter 6 timers fart Herlufsholm bro, hvor det hilstes med kanonskud og modtoges med gentagne hurraråb af en talrig skare af Næstveds indvånere. Noget derfra steg selskabet i land og tilbragte endnu et par timer i skoven, hvorefter man skiltes ad.«

Det var greve C. C. S. Danneskiold-Samsøe, som på eget initiativ og med store omkostninger havde ladet dette imponerende kanalarbejde udføre.

Artiklen i "Dagen« fortæller, at den første transport på kanalen havde været en pram med 22 favne brænde (ca. 49 m³), som skulle uddeles til de fattige i Næstved. Den slutter: »Sikkert følte enhver tilstedeværende en forøget højagtelse for den mand, der fattede og udførte denne plan, den ædle, hos hvem den egne interesse er så langt underordnet den almene, og som ingen opofrelse anser for stor, når det gælder om at gavne ved dåd og eksempel.«

Veje uden bomme og kroer

Men hvad kunne opnås ved dette stort anlagte projekt. Kunne det virkelig svare sig at drive pramfart med brænde fra skovene i Midtsjælland til Karrebæksminde for derfra at fragte lasten videre med skibe til København. Hvordan var i det hele taget mulighederne for at transportere så tunge varer som brændsel og gavntræ, teglværksprodukter, korn osv. over landjorden.

Mulighederne var kun ringe. Jernbaner fandtes endnu ikke, og der skulle gå en menneskealder, før den første stump danske bane mellem København og Roskilde blev åbnet. Vejnettet var ikke særlig udviklet, og de steder, hvor der var anlagt større veje, var der for hver mil rejst bomme, hvor de passerende skulle betale bompenge efter en fastsat takst.

Datidens rejseskildringer fortæller om opkørte veje, der om vinteren vendte vrangen ud og blev et bundløst ælte, og som blev farlige, hvis det satte ind med frost. Så blev hjulsporene til stenhårde kamme, der kunne vride vognens hjul itu eller i værste fald brække hestenes ben. I sommertiden forvandledes vejen til en sandørken, hvor hjulet sank i til navet og undertiden stødte an mod en af de store sten, der var smidt i de værste huller.

I reglen skulle transporten ske med små skrøbelige bondevogne med træaksler, der hyppigt skulle smøres, for at navet ikke skulle løbe varmt. Denne smøring var sen og besværlig, da hjulet delvis skulle løftes af, for at akslen kunne fedtes med tjære eller lignende.

Det var kun et lille læs, en vogn kunne tage. 3 tønder byg eller 100 mursten blev regnet for fuldt læs (300 kg). En pram derimod kunne fragte 20 favne brænde, svarende til 40-45 m³, altså lige så meget som 50 vogne med 100 heste forspændt! Og prammen kunne trækkes med strømmen af en enkelt hest, der gik på en sti langs sejlløbet.

 

En utrættelig forkæmper

Blandt mange havde én kanalplan en så utrættelig forkæmper, at den blev gennemført og fik stor betydning i et halvt hundrede år. Det var »Den Danneskioldske Kanal«, som ene og alene skyldte grev C. C. S. Danneskjold-Samsøe sin tilblivelse.

I 1802 købte Danneskjold de to godser Næsbyholm og Bavelse, og der er ingen tvivl om, at formålet med dette køb var ønsket om at kunne udnytte de store skovstrækninger langs Susåen, og at indrette åen til pramfart.

Der skulle imidlertid gå 10 år, før sejladsen kunne begynde, og man forstår, at Danneskiolds tålmodighed ofte har været sat på prøve. Den 23. marts 1805 slutter han et brev om kanalplanerne til amtmanden i Sorø: »Gid at ønsker kunne fremme dette arbejde, jeg skulle da lade mig opvågne midt om natten, for desto oftere at kunne ønske i denne anledning.«

Danneskjold har dog ikke slået sig til tåls med at ønske. Af Næsbyholms godsarkiv fremgår, at han fra 1804 har ført en omfattende brevveksling med Kanaldirektionen og med Det kgl. Rente- og Toldkammer om betingelserne for at anlægge og drive en kanal fra Næsby Bro til Næstved.

Strenge tider

I 1824 halverede kongen - med virkning fra den 1.7.1822 - havneafgiften i Karrebæksminde, men denne lempelse for skovejerne oplevede grev Danneskjold ikke.

Den store gæld, Danneskjold havde pådraget sig ved anlægget af kanalen, var ikke let at afvikle. Det har ud fra de enkeltregnskaber ikke været muligt at opstille et regulært regnskab over, hvad kanalanlægget kom til at koste. Regnskabsperioder og acontobetalinger griber ind over hinanden. Men et ark papir i Holmegaards arkiver uden kommentarer viser følgende regnskab for årene 1810-13:

Udgifterne 371.573 rdl. 3 mark 5½ Sk.

Penge af Kongen 250.000 -

121.543 rdl. 3 mark 5½ Sk.

Det var således en meget stor sum penge, som Danneskjold havde måttet trække ud af sine godser, og det tilmed i en tid, hvor landbruget var i sin værste krise. Brændesalget havde givet nogen indtjening, til sluserne blev brugt tømmer fra skovene og mursten fra teglværket på Næsbyholm. Men klosteret havde også haft økonomiske vanskeligheder i disse år, og Danneskiold havde selv måttet betale for klosteret drift.

Det blev nu nødvendigt at gøre status over boets ejendele, og "kanalchef" Recke forfattede den 5. august 1823 en ny beskrivelse af kanalen, dens forløb, sluser, broer m.v. og sluttede med at opregne det inventar, der tilhørte kanalen.

Recke skrev samme dag selv til Kanaldirektionen, at han var i den yderste forlegenhed, idet han den 1. august havde 1162 rbd. 1 mark 8 skilling sølv til gode. Det var penge, som han havde udlagt i løn til arbejderne og til (sin førstemand) havnefoged H. C. Møller, og han kunne ikke gøre udvej for at skaffe arbejderne deres løn, hvis ikke kommissionen anviste ham et beløb.

 

Staten er kanalejer

Det kan ikke overraske, at Danneskjolds bo ikke var i stand til kontant at tilbagebetale de store lån, som han havde modtaget af den kongelige kreditkasse, eller de modtagne forskud på brændeleverancer. Sagen blev dog ordnet på en rimelig måde. I henhold til kongelig resolution af 17. januar 1824 blev de to pantsatte godser, Næsbyholm og Bavelse, samt kanalen med fartøjer, indretninger og inventar og alle indtægter heraf, solgt og overtaget for kongelig regning for 500.000 rbd. sølv, og boet fik de udstedte panteobligationer tilbage i kvitteret stand.

De øvrige godser samt grevskabet Samsø forblev i slægtens eje.

 

Kanalens senere skæbne

Det første år efter Danneskjolds død kom der breve fra nær og fjern, fra lærere og præster og andre, som var eller havde været ansat under Gisselfeld gods, om man kunne forvente den samme tildeling af frit brænde som i Danneskjolds tid. Det var Næsbyholms godskontor, der måtte sende afslag til en del af spørgerne.

Med statens overtagelse af kanalen blev det meget mere omstændeligt at fragte gods på den, da der fx. nidkært blev forlangt papirer forevist på alle sejlture incl. med tomme pramme.

Recke fortsatte som "kanalchef" til omkring 1833, men efter grevens død opstod der flere stridigheder med lodsejere og den nye ejer af Holløse Mølle om den årlige betaling til dem, acceptabel vandstandshøjde, retten til at lukke vand gennem sluserne for at kunne sejle nedenfor disse mv.

Omkring 1837 købte den københavnske grosserer Christian Rønnenkamp godserne Næsbyholm og Bavelse - med den tilhørende kanal, nu kaldet Næsbyholmske Kanal - og med nye stridigheder. Dog blev der indgået et forlig lige før Højesteret skulle afgøre sagen.

I årene 1862-1873 forsøgte Rønnenkamp (og efter hans død i 1867 boet) at afhænde kanalen og dens vedligeholdelse - først til staten, derefter til lodsejerne, som også takkede nej. Den nedsatte Landvæsenskommission kunne ikke løse opgaven, og først den 6.12.1872 forelå der kendelse fra Overlandvæsenskommissionen. Heri fik lodsejerne, samt ejeren af Holløse Mølle, tilbageført deres tidligere råderet over åbrederne, men pålagt at betale andele af udgifterne til oprensning og vedligehold af kanalen, der på den måde endte som en å uden ejer.

 

Den Danneskioldske Kanal er således lig den nuværende nedre Suså.

 

------

Denne beskrivelse er især udarbejdet på grundlag af bogen "Susåen og Den Danneskjoldske Kanal", udgivet i 1986 af Historisk Samfund for Præstø Amt og med tekst af J. Ingemann Pedersen. Den 96 sider store og ganske interessante bog med mange billeder kan fortsat købes hos http://www.historisk-samfund.dk/.