Baronesse Stampe
...

Thorvaldsen & Nysø

 

Christine Stampe kunne tage æren for, at den internationalt berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen efter sin hjemkomst fra Rom i 1839 gjorde Nysø til sit mest yndede opholdssted. To år før havde hun støttet Høyen i hans bestræbelser på at få opført et Thorvaldsens Museum, der kunne sikre kunstnerens værker. Til den hjemvendte celebritet indrettede hun et atelier og organiserede med fantasi og sans for underholdning et afvekslende daglig- og selskabsliv, som den alderstegne ungkarl fandt sig godt til rette med. I året 1841 tog hun Thorvaldsen med på Kildemarked i Mogenstrup til sin Svigermors søster Christiane Kaas for at Thorvaldsen kunne mindes sine dage i Rom. Her fornøjede de sig over forskellige ”kunstneres” præstationer, som i rig mængder strømmede dertil Sct. Hans dag.

Som et af hovedcentrene for guldalderelitens selskabsliv blev Nysø en form for herregårdssalon, især i perioden 1839-44, hvor Thorvaldsen forlenede stedet med den nimbus, han var omgærdet af i Danmark og udlandet. I Thorvaldsen synes Christine Stampe at have truffet en ukrukket og ligefrem person med et format og en styrke, der bragte hendes bedste sider og varmere egenskaber til udfoldelse: Generøsitet, stimulerende entusiasme og kærlig omsorg i stort og småt, mens han til gengæld følte sig tiltalt af hendes temperamentsfulde sind og provinsielle væremåde.

På Nysø fik billedhuggeren arbejdsro, og han skabte dér en række af sin alderdoms kristelige hovedværker og et åndfuldt selvportræt, hvor han med hammer i hånd læner sig op ad en figur, der fremstiller håbet. Christine Stampe, børnene og den atletiske ægtefælle fungerede ved flere lejligheder som modeller for hans arbejder.

H.C. Andersen fortæller, at han var i besøg på Nysø i de dage, da Thorvaldsen modelerede skitser til frisen ”Jesu gang fra Pilati til Golgatha”. En morgen, da han kom ind i studiet, fandt han Thorvaldsen i færd med basrelieffets begyndelse, og navnlig med Pilatus, om hvis dragt kunstneren ikke syntes at være enig med sig selv. Husets frue, baronesse Stampe var til stede, og talen var om det kostume, Thorvaldsen havde givet Pilatus. “Sig mig” sagde Thorvaldsen, da Andersen kom til, – “finder De, at Pilatus’ påklædning er rigtig?” – “De må ikke sige noget!” afbrød baronessen, idet hun vendte sig til Andersen, “Det er rigtigt! Det er fortræffeligt! – Gå De kun Deres vej!” – Men Andersen gik ikke, og da Thorvaldsen gentog sit spørgsmål, svarede han: “Da De spørger mig, så må jeg tilstå, at det forekommer mig, at Pilatus snarere er klædt som en ægypter, end en romer!” – “Det er også min mening!” svarede Thorvaldsen og greb i det samme ind i leret og ødelagde Pilatus’ figur. – “Andersen!” udbrød baronessen med heftighed, – “Nu er De skyld i, at Thorvaldsen har ødelagt et udødeligt værk!” – “Så kan jeg gøre et nyt udødeligt værk!” svarede kunstneren tørt og begyndte igen på Pilatus.

Christine Stampes monopoliserende og fortrolige forhold til Thorvaldsen undgik ikke at give hende rivaler og fremkaldte jalousi, bl.a. hos hans kammertjener C.F. Wilckens. Med sine nærmeste ledsagede hun i 1841 kunstneren til Italien på en langvarig rejse, der fik præg af triumftog. Selv satte hun et monument over sin vens personlighed og alderdomsværk og sin egen rolle som “Thors” muse og “gamle Mutter” i Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, 1912. Værket, der er skrevet med en exceptionel åbenhjertighed, tegner sig desuden som et selvbevidst vidnesbyrd fra en jordnær kvinde. Optegnelserne, hævdede hun, var blevet til på den lidet skrivende Thorvaldsens opfordring, og deres mundtlige tone, der også var præget af forfatterens flersproghed, giver bogen et særdeles levende og sanseligt præg. At smelte erindringsstoffet sammen til en sluttet helhed nåede Christine Stampe dog ikke, nedfældet som det var på basis af løse notater og dagbogsoptegnelser og kort efter Thorvaldsens død.

På Nysø fortsatte Christine Stampe, dog med mindre magnetisk gennemslagskraft, sin bestræbelse på at gøre herresædet til et attraktivt kulturcentrum. I hendes senere år kastede datteren Jeaninas sygdom og død, i en alder af 28 år, skygger over hendes liv.

Da Christine Stampe døde i 1868, kom erindringerne i sønnen Holgers besiddelse, siden i svigerdatteren Caroline Stampe-Charisius’. I kommenteret og redigeret form blev det Christines barnebarn Rigmor Stampe Bendix, der i 1912 påtog sig udgivelsen af dette farverige hovedværk i 1800-tallets danske kvindelige erindringslitteratur, der er en væsentlig kilde til det kunstneriske mæcenats betragtelige betydning og guldalderens kultur- og socialhistorie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kirsten Kaas Christine Stampe

 

Kirsten Kaas, født den 3. januar 1766 på Constantinsborg, Ormslev sogn, Ning herred, Århus amt, død den 29. marts 1842 i København. Hun var halvsøster til Christiane og Henriette Kaas.

Kirsten Kaas blev gift med Holger Stampe, baron til friherreskabet Stampenborg og ophøjet i den danske friherrestand. Han var kommandørkaptajn og kammerherre samt Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Sammen fik de to børn Heinrich Stampe og Frederich Christian Stampe.

Som lensbaron i baroniet Stampenborg foretog Heinrich med valg af sin ægtefælle og Christine Stampe et stort socialt spring ind i den danske adel.

Ikke længe efter ægteskabets indgåelse brød de første alvorlige

tegn på Henrik Stampes psykiske ustabilitet igennem. Hans adfærd

var ud fra tidens normer særegen, idet han var passioneret

motionist, nøgenbader og vegetar, i det hele taget ret aparte i sin

opførsel, selv uden for sine sygdomsperioder. Da han viste sig ude

af stand til vedvarende at stå for Nysøs praktiske drift, overtog

Christine Stampe styret, bistået af en godsforvalter. Hun blev

familiens dominerende og myndige matriark, undertiden på kanten

til det autoritære, og fik et vist ry for at være et hårdt menneske.

Med en stab af udenlandske guvernanter og danske huslærere

styrede hun også opdragelsen af parrets mange børn, hvoraf hun

oplevede at miste tre. Af døtrene var den yngste, livlige og udadvendte Jeanina hendes øjesten, mens forholdet til den ældste og psykisk sensible Elise var vanskeligt. Følelses-mæssig og praktisk støtte hentede Christine Stampe hos lillesøsteren Susette og dennes ægtefælle botanikeren Joachim Frederik Schouw.

Med status som baronesse og Nysø som ramme slog den selskabeligt anlagte Christine Stampe dørene op for et omfattende herregårdsliv med fremtrædende gæster inden for kunst, politik og videnskab. Til de faste besøgende, især om sommeren, hørte bl.a. forfatterne H.C. Andersen og Rinna Hauch. Også digteren Adam Oehlenschläger og kunsthistorikeren N.L. Høyen, hørte til det pulserende selskabsliv, som udfoldedes enten på herregården eller i familiens skiftende domiciler i hovedstaden. N.F.S. Grundtvig blev Christine Stampe bekendt med, da han en tid var prædikant i Præstø, og hun forsøgte bl.a. at anvende ham som åndelig vejleder for den syge ægtefælle. At datteren Elise med megen intellektuel iver og religiøs inderlighed knyttede sig intenst til den grundtvigske vækkelsesretning, synes imidlertid at have været et dilemma moder og datter imellem.

Christine Stampe var som sin ægtemand kunstnerisk interesseret og dyrkede selv landskabsmaleriet. Et kuld af guldaldermalere, bl.a. Constantin Hansen, J. Th. Lundbye og P.C. Skovgaard portrætterede flere medlemmer af familien, udsmykkede Nysøs vægge og gjorde herresædet og dets naturskønne omgivelser til datidens jetset.