L.A Ring i Mogenstrup

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

Skt. Mogens Helligkilde

 

 

 

L.A. Rings berømte maleri "Kilden ved Mogenstrup" 1888/1891, hvor hans senere hustru Sigrid drikker vand, mens svigerforældrene Jansine og keramiker Herman A. Kähler ser til

 

Sigrid Kähler, malet i 1897 af L.A. Ring

 

 

Laurits Andersen Ring

 

Født i den sydsjællandske landsby Ring lidt syd for Mogenstrup. Ring var livet igennem fritænker og ateist. Han har dog haft en særlig kærlighed til Mogenstrup Kirke, Kilde og Kro - herfra ses billeder med hans kærlighed til Sigrid Kähler, han fandt sent i livet, og i dette galleri findes også billeder malet i Mogenstrup og af keramikeren Herman Kähler.

 

Som ung blev Ring beskyldt for at være en apostel for det hæslige, men fra midt i 1910’erne blev han anset som en af tidens mest betydningsfulde danske kunstnere. Hans tidlige produktion kredser om fattigdom og elendighed, melankoli og død.

 

Fra midt i 1890’erne, hvor Ring blev gift med Sigrid Kähler, indtrådte der nye og lysere toner i hans malerier, og landskabsbillederne blev hans foretrukne form.

 

Samtiden bemærkede især den ærlige og kompromisløse realisme i hans billeder. Du kan bestille en tur gennem disse steder der stadig kan opleves i dag. Kontakt os for en guidet tur. Mogenstrup ifølge L. A. Ring

 

Du kan se hans og andre kunstmaleres Mogenstrup-malerier i Fotogalleriet, herunder de i 2017 fundne malerier fra Mogenstrup Kro og Mogenstrup set fra Bøgesø/Sønderby.

...

 

I dag regnes han desuden som en af de væsentligste repræsentanter for symbolismen i dansk kunst.

 

”Livet er kort og Kunsten lang”. Sådan skrev Laurits Andersen Ring, den dag han fyldte 40, i et brev til en ven. Selvom Ring selv nåede at få et langt liv, så rammer hans ord noget essentielt i hele hans kunstneriske produktion. Hans malerier kredser med nådesløs realisme om livets og dagligdagens vilkår, sådan som han oplevede og erfarede dem blandt fattige mennesker i tiden omkring århundredeskiftet: Hårdt arbejde, dårlig ernæring, nedslidning, sygdom og uafvendelig død – men også et nært liv i pagt med familien, det omgivende landskab og årstidernes vekslen.

 

At livet er kort erfarede Ring på egen krop flere gange i løbet af sit liv, da hans bror Ole Peter døde i 1886, og senere da hans hustru Sigrid i 1923 bukkede under for tuberkulose i en alder af 49 år. Ring søgte aldrig at skjule livets barske realiteter i sine malerier, tværtimod blev han som ganske ung beskyldt af en kunstkritiker for at være det hæsliges apostel. Men det var netop ved at fastholde den håndgribelige virkelighed i sine detaljerede og ærlige billeder, at Ring fandt en måde at yde modstand mod livets flygtighed. Kunsten var i hans øjne 'lang', fordi den var i stand til at sætte varige spor.

 

En ung fritænker

 

Laurits Andersen kom fra den sydsjællandske landsby Ring. Først i 1880 føjede han Ring til sit navn. Det skete, da han og hans gode ven Hans Andersen, der kom fra landsbyen Brændekilde på Fyn, begge sendte malerier ind til Forårsudstillingen på Charlottenborg. De to venner besluttede at tage navn efter deres fødebyer for at undgå at blive forvekslet, og så var L. A. Ring og H. A. Brendekilde født som kunstnere.

 

Ring og Brendekilde var i deres unge år fælles om en dyb social indignation overfor de elendige levevilkår blandt bønder og arbejdere under den tidlige industrialisering. De politiske spændinger i 1880’erne, bl.a. forårsaget af Estrups provisorielove, påvirkede Ring både som menneske og kunstner. Efter sigende gik han som ung kunstnerspire rundt i København med en skarpladt revolver på sig, forberedt på at deltage i en folkelig revolte mod regeringen. I hvert fald bærer hans krasse, men samtidig empatiske skildringer af bønders og arbejderes leveforhold tydeligt præg af, at han ikke havde meget til overs for den gældende samfundsorden.

 

Ring var antiautoritær på flere fronter. Fra ganske ung betragtede han sig selv som en fritænker, der fornægtede troen på gud og kristendommen. Her var han i tråd med tidens radikale tanker om guds død, der blev proklameret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche og formidlet i en dansk sammenhæng af kritikeren og litteraturforskeren Georg Brandes i en række berømte forelæsninger på Københavns Universitet i 1880’erne og 90’erne. Tidens toneangivende romanforfattere J.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan havde også afgørende indflydelse på den unge kunstner. Især identificerede Ring sig med Jacobsens romanfigur Niels Lyhne fra 1880: „… den dag, menneskeheden fri kan juble: Der er ingen Gud - den dag skabes der som med et trylleslag ny himmel og ny jord. Først da bliver himlen det fri, uendelige rum… Først da bliver jorden vor, og vi jordens… hvilken intensitet vil det ikke give livet, når alt skal rummes i det, og intet er lagt hen udenfor.”

 

Rings usentimentale realisme er ofte blevet tolket som et udtryk for hans ateistiske livsholdning. Især hans malerier fra 1890’erne kredser om menneskets vilkår i en verden uden en guddommelig overbygning. Samtidig er det netop i denne periode, at Ring for alvor arbejder med symbolske lag i sine malerier. Kunstkritikeren Henrik Wivel taler om ”billeder, der i deres udsagn balancerer et sted midt mellem det nøgternt registrerende og det antydningsvist symboliserende”.

 

Ring står derfor med benene plantet både i realismen og symbolismen.

 

Rastløshed og melankoli

 

I sine unge år var Ring ekstremt rastløs og havde svært ved at finde en mening med sin kunst og tilværelsen generelt. Han flyttede ind og ud af venners og slægtninges hjem, men følte sig ikke for alvor hjemme nogen steder. En uforløst forelskelse i Johanne Wilde, der var gift med hans gode ven Alexander Wilde, øgede blot hans følelse af ensomhed og mismod. Rejser til Italien 1893-95 udgjorde en kulmination på de rastløse ungdomsår, hvor han nåede et mentalt lavpunkt og var tæt på at opgive ævred i forhold til sin kunst. Rings ven gennem mange år, Peter Hertz, skriver i sin biografi om maleren:

 

”Livet var meningsløst, og det syntes ham oftest temmelig ligegyldigt, til hvilket Sted Tilfældet førte ham hen, om han fik malet lidt eller meget. Det hele forekom ham formaalsløst, smaaligt, en Sump af Vrøvl og Pjank, i hvilken man langsomt vilde gaa tilgrunde.”

 

I Italien ramte han også de 40 og følte, at han havde forpasset chancen for at stifte familie og et varigt hjem. Foråret 1895 udgjorde imidlertid et markant vendepunkt i Rings liv og kunst, da han under arbejdet med det store maleri ”Forår” var blevet forelsket i billedets ene model, Sigrid Kähler, keramikeren Herman A. Kählers ældste datter.

 

Lysere tider – ægteskab og familieliv

 

De, der har skrevet om Ring, er enige om, at mødet med Sigrid var helt afgørende for ham som menneske såvel som kunstner. Helt uventet, i en alder af 41, blev han gift med den kun 21-årige Sigrid. Peter Nørgaard Larsen beskriver ægteskabet som ”Rings sene adkomst til foråret”, mens Finn Terman Frederiksen går et skridt videre: ”Forbindelsen med den unge Sigrid Kähler ændrede alt. I hende mødte han endelig opfyldelsen af sine hedeste længsler, den store kærlighed, der ændrede hans liv – herunder ikke mindst hans kunst.” Peter Hertz skriver også udførligt om Sigrids rolle i Rings liv: ”Med en sjælden Forstaaelse levede hun sig ind i Rings Personlighed, tog hans tunge Sind med Mildhed og Klogskab og havde ingen anden Tanke end at forme Tilværelsen saa lys og lykkelig for ham og senere i Aarene for ham og Børnene, som det var hende muligt (…) Med hende fandt Ring det Hjem, han dybt havde savnet, den Fred og Hvile i Tilværelsen, den Ro til sit Arbejde, han ikke havde kendt siden sin første Ungdomstid.”

 

I årene efter ægteskabet indtræder der nogle nye, markant lysere toner og motiver i Rings maleri, selvom Peter Hertz også understreger, at Ring aldrig helt bliver befriet for sit tungsind, der ”følger ham som en Skygge Livet igennem.”

 

Livsveje – Rings motiver

 

De eksistentielle grundvilkår – liv og død – er i fokus gennem hele Rings produktion, hvad enten han maler mennesker eller landskaber. Ring er dybt optaget af tærskeloplevelser, som tærsklen mellem nat og dag, overgangen fra ungdom til voksenliv, mødet med den moderne tidsalder, og ikke mindst det skrøbelige skel mellem liv og død.

 

Efter de rastløse og søgende ungdomsår blev Ring især optaget af at male landskaber. Hans mange detaljerige og stemningsmættede landskabsbilleder skildrer med stor detaljerigdom de miljøer og områder, han boede i gennem sit liv – landsbyen Ring, Karrebæksminde, Frederiksværk, Baldersbrønde, Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde, og de steder, familien camperede om sommeren i deres sommervogn. Men landskaberne gør mere end det.

 

Med Peter Nørgaard Larsens ord er de ”et projektionsfelt for personlige stemninger, et langt sammenhængende selvportræt”. Med deres karakteristiske skæve beskæringer, hældende kompositioner og gråstemte farver udtrykker de verden set gennem Rings temperament. De mange veje, der gennemskærer landskaberne, kan derfor også ses som metaforer for Rings egen tendens til rastløshed, og som alment symbol på 'livsvejen'.

 

Inspirationskilder og netværk

 

Der er en tendens til at betragte Ring som en kunstnerisk ener, blandt andet fordi han valgte at leve langt væk fra kunstlivets knudepunkter. Han holdt sig til sine lokale miljøer og nære motiver, og vedblev livet igennem med at male på sin egen måde uden at skele til samtidens øvrige strømninger og tendenser. I begyndelsen af 1930’erne gjorde arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen imidlertid opmærksom på, at Ring kunne ses som en foregangsmand for den 'nye saglighed', der udgjorde en markant strømning i europæisk kunst i de år.

 

Ring tog også aktivt del i samtidens kunstliv som medlem af censurkomiteen ved Charlottenborg og Akademirådet og ved engageret at følge med i den unge kunst. I løbet af sit liv fandt han desuden venskaber og slægtskaber med malere som Ludvig Find, H.A. Brendekilde, Viggo Johansen, Sofie Holten, Christian Krohg, Vilhelm Hammershøi, kunsthåndværkerne Herman A. Kähler og Thorvald Bindesbøll, og med forfatterne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan.

 

Hans store personlige forbillede skal dog findes i 1500-tallet, nemlig den nederlandske maler Pieter Bruegel den ældre, mens de franske realister fra Rings samtid – Jean François Millet, Jules Bastien-Lepage og Jean François Rafaëlli – havde indflydelse på hans motivverden.

 

Kunstnerisk anerkendelse og ensomhed

 

Fra omkring 1913 gav Rings arbejde ham en fast og anselig indtægt, og han var i årene fremover en central figur i dansk kunstliv. I 1923 døde hustruen Sigrid af tuberkulose, kun 49 år gammel. Efter en periode på et års tid, hvor Ring helt holdt op med at male, genoptog han arbejdet. De sidste ti år af hans liv var præget af mange udstillinger i Danmark og de nordiske lande, men hans billeder blev også vist i Helsinki, Paris, Kiel og sågar Brooklyn.

 

Året efter Rings død i 1934 udkom Peter Hertz’ store monografi om kunstneren, der sammenfatter hans liv og kunst med ordene:

 

”Udefra set frembyder L. A. Rings Liv og hans kunstneriske Produktion kun yderst ringe Afveksling, viser saare faa Spor af en virkelig Udvikling. Hans Livsværk bliver som hans Liv og som hans Væsen: det stille Vand med den dybe Grund.”